Sara Slott: Det er svært

Svært at være mor og træne intensivt

03:53

1 af 2

Den aarhusianske atletikklub Aarhus 1900 har sandsynligvis seks deltagere med, når der i næste måned afholdes europamesterskaber i Zürich i Schweiz.

Ikke alle er dog lige optimistiske. Hækkeløberen Sara Slott gennemførte i fredags sin favoritdisciplin, 400 meter hæk, i tiden 57,25 sekunder.

Selv om hun dermed opfyldte kvalifikationskravet til EM i Schweiz, tvivler hun dog på, at hun får en topplacering. Hun er nemlig endnu ikke tilbage på tidligere tiders niveau, efter at hun fødte sønnen Tobias.

- Det er en udfordring. Det er rigtigt svært at få til at gå op rent logistisk i forhold til at passe sin træning og samtidig have ham til at være et glad barn, siger hun i et interview til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Faktisk overvejer Sara Slott helt at blive hjemme fra mesterskaberne med mindre, hun forbedrer sine tider.

- Jeg tager kun derned, hvis jeg føler, jeg har en reel chance for at gå videre til semifinalen. Og dér skal jeg løbe lidt hurtigere - men det kan jeg også godt, siger hun.

I tv-indslaget øverst på siden kan du møde Sara Slot samt to af de andre aarhusianske EM-deltagere, Janick Klausen og Andreas Martinsen.