Salling-chef: Håber at åbne p-hus i morgen
En brand i stormagasinet Salling i centrum af Aarhus har betydet, at p-huset er lukket på ubestemt tid
Morgenen startede ikke som håbet i stormagasinet Salling i Aarhus tirsdag.
Der opstod nemlig brand i stormagasinets p-hus:
- Det var selvfølgelig lige en lille forskrækkelse fra morgenstunden, men det er jo foregået i god ro og orden, siger stormagasinchef i Salling, Lars Højgaard til TV 2 | ØSTJYLLAND.
En bil brød i brand tidligt tirsdag morgen og bredte sig til flere andre biler. Derudover udviklede branden så meget røg, at politiet udsendte en beredskabsmeddelelse, hvor de opfordrede folk til at blive inden døre. Den varsel gælder dog ikke længere.
Billedgalleri: Brand i Sallings p-hus
Ingen kom dog noget til - men to biler er udbrændt totalt, mens fem-syv andre er beskadigede.
Det samme er p-huset, som derfor er lukket på ubestemt tid:
- Det har jo haft betydning for vores kunder, for det har ikke været så let at parkere tæt på, siger Lars Højgaard.
Han håber snart at kunne åbne p-huset igen:
- Det betyder nok, at p-huset er lukket hele dagen i dag, men at vi forhåbentlig kan åbne i morgen, siger han.
Hør Lars Højgaard fortælle mere i videoen øverst på siden. Her fortæller han blandt andet, hvad kunder, der har spørgsmål, skal gøre.