Sætter planer om dumpning af havbund på pause
1,8 millioner kubikmeter havbund skulle efter Aarhus Havns planer dumpes i bugten. Men nu er planerne sat på pause.
Aarhus Havn har bremset sit eget ønske om at dumpe en stor mængde havbund.
Det bekræfter Aarhus Havn og Miljøstyrelsen.
Som del af den planlagte udvidelse af havnen i Aarhus skulle der efter havnens planer klappes - populært sagt dumpes - 1,8 millioner kubikmeter havbund. Det skulle ske ud for Fløjstrup Strand, godt ti kilometer syd for Aarhus.
De planer har dog mødt modstand fra ikke bare private, men også Miljøstyrelsen, der har skullet behandle ansøgningen om at få lov til det.
Og nu er planerne altså sat på pause.
TV2 ØSTJYLLAND har modtaget et skriftligt svar fra CEO i Aarhus Havn Thomas Haber Borch:
- I forbindelse med ansøgningen til Yderhavnen har flere borgere udtrykt bekymring vedrørende klapning. Derfor har vi arbejdet målrettet på at reducere mængden, der skal klappes.
- Samtidig har vi sat gang i undersøgelser af alternativer til klapning, som i øjeblikket pågår. I den forbindelse har vi sat den oprindelige ansøgning på pause, siger Thomas Haber Borch.
Ifølge emails, TV2 ØSTJYLLAND har fået aktindsigt i, var det allerede den 28. oktober, at Aarhus Havn bad Miljøstyrelsen sætte sagsbehandlingen på pause.
Det skete med den begrundelse, at Aarhus Byråd i september stemte for at søge alternativer til klapning. Aarhus Havn skrev i brevet, at man fandt det rigtigst at standse processen, indtil undersøgelserne og de politiske forhandlinger er overstået.
Udvidelsen af Aarhus Havn vil gøre den 100 hektar - svarende til én kvadratkilometer - større og forlænge den ud i Aarhus Bugt.