Sætter fokus på depression
Skoleelever laver kulisser til nyt teaterstykke
I aften er der premiere på et nyt teaterstykke på Teater Ambassaden. Temaet for forestillingen "Solen er så rød, far" er fødselsdepression for mænd.
Og i den forbindelse inviterede Teaterkollektivet HoiT, der står bag forestillingen, i dag 31 elever fra 0. og 2. klasse fra Laursens Realskole i Aarhus til at tegne med farvekridt på teatrets sorte vægge som kulisser til stykket.
- De tegnede glade tegninger om familie og familieliv, og de skaber en god kontrast til det dystre emne om fødselsdepression og det, som hovedpersonen oplever, forklarer instruktør Emil Fogh Christiansen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
I stykket befinder den mandlige hovedrolle sig midt i en fødselsdepression og tænker over minderne med sin søn:
- Han tænker på sønnen på den forvrængede måde, man gør, når man har en fødselsdepression. Og den forvrængning bliver understreget med billederne af det glade familieliv, som børnene har tegnet, fortæller Emil Fogh Christiansen.
Forestillingen "Solen er så rød, far" spiller fra i aften d. 5. - 8. november og igen fra d. 12. - 15. november.