Sådan hjælpes børn med ADHD

Aarhusiansk forsker arbejder med at udvikle teknologiske løsninger

02:28

1 af 2

Med hjælp fra en gul Lego-fisk og et særligt computerprogram kan børn med ADHD måske i fremtiden få hjælp til at slappe mere af.

Det er i hvert fald idéen bag Tobias Sonnes prototype, som han skal i gang med at have testet hos flere familier.

Tobias Sonne er ph.d.-studerende ved Datalogisk Institut på Aarhus Universitet og har udviklet et teknologisk hjælpemiddel til børn med diagnosen ADHD.

Se også: Computerspil i stedet for piller

Ved at puste ind i Lego-figuren, kan børnene styre en fisk i et computerspil. Jo mere, der bliver postet i den rigtige Lego-fisk, jo højere svømmer fisken i spillet.

Idéen er, at børnene skal få fisken til at spise stjerner, som er placeret både højt og lavt i vandet:

- Hvis barnet forsøger at få flest mulige point, så kontrollerer han egentlig åndedrættet, siger Tobias Sonne til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Tobias Sonnes computerprogram er bare et blandt flere eksempler på, hvordan ADHD-børn kan få hjælp på andre måder end medicin.

Han tror på, at man vil se endnu flere teknologiske løsninger, der for eksempel kan hjælpe børnene med at undgå vredesudbrud:

- Vi arbejder med, at kunne genkende nogle mønstre. For eksempel om man kan se ud fra pulsen, om barnet er stresset.

Tobias Sonne forventer, at fiske-prototypen vil blive tilgængelig i løbet af et til to år.

Du kan se hele interviewet med Tobias Sonne i videoen øverst i artiklen.