Sad fast i skydedør i Lidl
Seksårig dreng kunne ikke få hovedet ud
Det kan være farligt at få hovedet for tæt på skydedøren i et supermarked.
Det måtte en kun seksårig dreng sent lørdag eftermiddag sande, da han kom i klemme i en glasdør i et Lidl-supermarked på Christian X's Vej i det sydlige Aarhus.
Ifølge Aarhus Brandvæsen var drengen ude at handle med sin mor, da han kort før kl. 17 kom i klemme mellem en stolpe ved indgangen og skydedøren, der gik op.
Der blev straks slået alarm, hvorefter flere reddere rykkede ud for at få drengen fri. Efter at have siddet fast i fem-ti minutter fik drengen hovedet ud kort efter kl. 17.
Han blev efterfølgende tilset af en læge. Heldigvis kom den seksårige dreng ikke alvorligt til skade.
- Men det er ret voldsomt for så lille en dreng. Han var noget chokeret. Samtidig var der mange nysgerrige i butikken, siger indsatsleder Steen Bøje til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Om drengen fik sig en pose velfortjent weekend-slik efter den ubehagelige oplevelse, melder historien intet om.