Så kom bussen på plads i Hårup
Kritik af farlig trafikløsning hørt
Fra på mandag kan skolebørn på Hårup Skole ved Elev igen komme sikkert i skole.
Elever, lærere og forældre har gennem længere tid kæmpet for, at de gule busser ligesom de blå busser kører helt ind på skolens vendeplads.
For modsat de blå skolebusser, vurderedes det indtil i dag at være for usikkert for den gule bus linje 18 at køre ind på vendepladsen. I stedet holdt bussen ind til siden på den tilstødende og stærkt trafikerede vej, som børnene derfor skulle gå over.
Men nu har politikerne i Aarhus, blandt andet skolerådmand, Christian Würtz og teknikrådmand Bünyamin Simsek, altså lyttet til forældrenes protester, og den gule bus vil fra næste uge vende ind på skolens grund.
- Det er en løsning, som vi i skolens ledelse og skolebestyrelse er rigtig glade for. Vi er desuden glade for, at politikerne lyttede til vores bekymringer, lyder det på skolens egen hjemmeside.