Rygestop i Århus
Mere end halvdelen af alle rygere har planer om at blive røgfri og nu tilbyder Århus Kommune hjælp til rygere.
Lunger i forrådnelse, dræbende kræftsvulster og ophobet fedt i blodårerne vises lige for tiden i den bedste sendetid. Den nationale rygestopkampagne taler et meget direkte sprog. Formålet er at synliggøre nogle af de skader, rygere kan risikere at pådrage sig - og dermed få rygerne til at beslutte sig for et rygestop.
- Det gode budskab er, at der altid vil være nogle sundhedsmæssige fordele ved at holde op med at ryge, uanset om man har røget 5 år eller 40 år. Så vi opfordrer alle rygere til at gøre et seriøst forsøg på at droppe tobakken, siger Jonna Winther, projektleder Folkesundhed Århus.
14.000 danskere dør hvert eneste år som følge af rygning, og rygere mister i gennemsnit 8 - 10 år af deres liv. Mange har en alvorlig og lidelsesfuld sygdom i flere år inden døden indtræffer, og det er ofte en stor belastning for både dem selv og deres pårørende.
Som et led i kampagnen har Århus Kommune i dag arrangeret mulighed for at møde rygestopkonsulenter i Storcenter Nord mellem 15.00-17.00.
- Vi håber at mange vil tage imod tilbuddet om at få hjælp til et ryge-stop. Det kræver en indsats at holde op med at ryge, men vi ved også, at man har langt større chancer for at blive røgfri, hvis man får hjælp til det, siger rådmand for Sundhed og Omsorg, Dorthe Laust-sen SF.
Ud over StorCenter Nord i dag er der mulighed for at møde rygestopvejledere følgende dage:
Den 29. oktober Bruuns Galleri (tidspunkt følger)
Den 12. november Borgerservice, Rådhuset klokken 11.-13.00
Den 18. november Bazar Vest . Klokken 13.00-16.00