Rundstykker og valgkamp
Socialdemokraternes Jens Joel bød på en snak og et rundstykke her til morgen
Man må stå tidligt op, hvis man vil vinde valgkampen.
Derfor stod Socialdemokraternes folketingsmedlem Jens Joel her til morgen klar med rundstykker til de morgenfriske foran banegårdspladsen i Aarhus.
- Jeg står her fra morgenstunden for at minde folk om, at hvis man har en god idé eller en arbejdsplads, man synes, jeg skal besøge, så skal man bare sige til. Der ligger et lille kort med en mail og et telefonnummer i denne her lille pose med et rundstykke, siger Jens Joel til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Med et folketingsvalg lige om hjørnet sætter de østjyske folketingskandidater nu for alvor gang i jagten på stemmer:
- Valgkampen slutter jo aldrig, havde jeg nær sagt. Vi er jo altid på valg, lyder det fra Jens Joel.
Og Jens Joel er ikke i tvivl om, at der forude venter lidt af en valggyser
- Jeg forventer ikke andet, end at det bliver en hård valgkamp, og at vi i hvert fald kommer til at gøre alt, hvad vi kan for vinde den, siger han.
Se, hvordan det så ud, da Jens Joel tog imod de morgenfriske her til morgen, og hør mere om, hvorfor han gjorde det i videoen øverst på siden.