Rundkørsel skal forbygge trafikulykker
Borgerne i Malling kunne i går deltage i indvielsen af en længeventet rundkørsel
En rundkørsel skal være med til at sikre, at bilisterne slipper foden fra speederen, når de kører ad Oddervej syd for Aarhus.
Onsdag indviede Aarhus Kommune en helt ny rundkørsel ved krydset Oddervej og Bredgade i Malling, som skal være med til at få sænket farten og dermed undgå ulykker.
Omkring 100 borgere deltog i indvielsen sammen med byrådspolitiker Steen B. Andersen (S).
Chef for Anlæg i Center for Byens Anvendelse, Trine Buus Karlsen, mener, at netop en rundkørsel er den rigtige metode i Malling:
- En rundkørsel er en effektiv løsning til at forbedre trafiksikkerheden, fordi venstresving ikke er muligt, og svingmanøvrer bliver fortaget ved lav hastighed. Rundkørslen vil også have en sikkerhedsmæssig effekt på strækningerne omkring krydset, idet bilisterne sænker farten, siger hun i en pressemeddelelse.
Tidligere har der fundet flere dødsulykker sted på strækningen ved Oddervej nær Malling - blandt andet på grund af for høj fart.
En hastighedsmåling fra 2010 viste, at 68 procent af trafikanterne kørte hurtigere end hastighedsgrænsen på 80 km/t, og heraf kørte 15 procent over 95 km/t.
Rundkørslen er ifølge Aarhus Kommune udformet, så den kan håndtere den stigende trafikmængde frem mod 2030.