Røvede Aldi med køkkenkniv
Politiet efterlyser vidner
Aldi på Søndervangs Alle i Viby ved Aarhus blev torsdag aften røvet.
- En mand indfandt sig i butikken, hvor han med en køkkenkniv truede sig til et kontantbeløb. Manden lagde udbyttet i en plasticpose med Aldi logo på, oplyser Østjyllands Politi.
Efter røveriet løb gerningsmanden gennem nogle boligblokke i området, hvor en person forsøgte at løbe efter ham.
- Gerningsmanden stoppede op og truede med en kniv manden til at stoppe forfølgelsen, oplyser Østjyllands Politi.
Gerningsmanden beskrives som mand, han bar maske for ansigtet, og han var iført en mørk jakke med pelskant.
Røveriet skete på Søndervangs Alle torsdag aften klokken 18.06.
Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte Østjyllands Politi på telefonnummer 114.