Robot hjælper handicappede elever
Aarhusiansk speciealskole har en hjælperobot på prøve, der kan styrke elevernes motivation og koncentration
- Hej. Mit navn er NAO. Hvad hedder du?
Spørgsmålet kommer fra en blå-hvid robot, der kigger med stirrende, lysende øjne ud på en gruppe elever.
Vi er i et klasselokale på Stensagerskolen i Viby. Skolen er en specialskole for elever med forskellige indlæringsvanskeligheder og udviklingsforstyrrelser som for eksempel autisme.
For at forsøge at engagere eleverne og undervise dem på anderledes måder, har man nu taget et nyt værktøj i brug.
Den seneste tid har eleverne haft en ekstra 'lærer' med i undervisningen. Han hedder NAO og er en robot, som skal lære eleverne at koncentrere sig og motivere dem til at dyrke motion.
Et forsøg, som har vist sig at give rigtig gode resultater, siger lærer Kasper Arvin, der sagtens kan se NAO som et supplement og et hjælpemiddel i undervisningen:
- Jeg tror ikke som sådan, at vi er på vej til at blive udskiftet som lærere, men jeg tænker, at NAO-robotten og teknik i al almindelighed kommer til at fylde mere og mere i klassen, siger Kasper Arvin.
Forsøg med aktiviteter
NAO er en robot, som er produceret til kommerciel brug. Egentlig er den programmeret til blandt andet at danse, men med hjælp fra to ingeniørstuderende fra Ingeniørhøjskolen på Aarhus Universitet har den nu også fået et pædagogisk formål.
Anne Kathrine Møller Bedsted og Tina Ladegaard Andersen har stået for programmeringen som en del af deres bachelorprojekt.
Robotten er indstillet til blandt andet, at kunne stille spørgsmål, lave Tai Chi og yoga. Indtil videre har Stensagerskolen i Viby og genoptræningsafdelingen på Hammel Neurocenter haft glæde af den.
- Robotten har været afprøvet sammen med fysisk handicappede børn, så vi tænkte, den måske også kunne med psykisk handicappede, siger Tina Ladegård Andersen.
Erfaringerne fra de to afprøvningssteder vil de to ingeniørstuderende løbende indsamle for, at kunne belyse brugen af robottræning.
På Stenagerskolen vil man nu overveje om, hvorvidt robotten NAO skal blive fast inventar.
Mød robotten NAO og dens elever i tv-indslaget øverst i artiklen.