Ringgaden er slidt - bliver afspærret i flere perioder
Sommerferieperioden bliver udnyttet af Aarhus Kommune til at foretage vejarbejde på ringgaden.
Sommerferietid er ofte lig med vejarbejdstid. Nu er turen kommet til den vestre og nordlige del af ringgaden i Aarhus, som skal have skiftet slidlag (det øverste lag) flere steder. Det oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
Arbejdet går i gang på "den lille ringgadebro", som går over åen ved Søren Frichs Vej. Her er det ikke kun asfalten, som trænger til en udskiftning. Broen trænger ifølge pressemeddelelsen til en renovering, blandt andet en ny membran og asfalt. Arbejdet med broen vil stå på mellem uge 26 og 32, og der vil i perioden hele tiden være ét farbart spor, oplyser kommunen.
Læs også
På Vestre og Nordre Ringgade vil der i ugerne 27 og 28 blive lagt nyt slidlag på hele vejen. Arbejdet bliver lavet mellem klokken 18 og 6 mellem 4. og 15. juli. Den 3. juli går arbejdet i gang klokken 7 og slutter klokken 18. Også her vil der hele tiden være ét spor farbart.
Ujævnt at køre på
Ud over arbejdet på selve ringgaden, vil der også blive arbejdet på Silkeborgvej mellem ringgaden og Dollerupvej. Det vil ske i uge 31 og 32. Også her er det slidlaget, som skal skiftes ud - også om natten.
Læs også
Kommunen oplyser i pressemeddelelsen, at vejen vil være ujævn at køre på, når det gamle slidlag er fræset af. Arbejdet er trukket lidt væk fra ejendommene langs vejen, så når slidslaget fræses af, skulle støjen være begrænset, fremgår det af pressemeddelelsen.
Lidt længere mod nord bliver der også arbejdet med vejene i sommerferien, når Grenåvej i Aarhus bliver indsnævret for at arbejde med klimasikring.