Rikkes hjertebarn forsvundet – lokalsamfund i stor eftersøgning
Rescue-hunden Ingrid blev lørdag bange og stak af. Den er stadig ikke fundet, men nu rykker lokalsamfundet sammen og hjælper.
Opdatering
Rikke Kannegaard skriver tirsdag på Facebook, at der kl. 6 i morges blev ringet til hende fra et par, der havde fundet hunden. Kort herefter blev ejer og hund genforenet. Hunden er lidt tyndere og var lidt beskidt, men er ellers okay, skriver ejeren.
Lørdag formiddag står Rikke Kannegaard og er ved at låse døren til sit hus i Kolt-Hasselager, for at gå en tur med sin hund Ingrid.
Men et pludseligt brag fra gaden, forskrækker hunden, så den rykker i hundesnoren. Flexlinens håndtag ryger ud af hånden på Rikke Kannegaard, og i det plastikhåndtaget fra hundesnoren rammer jorden, giver det en høj lyd, der igen forskrækker hunden Ingrid. Hunden stikker derfor af i forsøget på at flygte fra det plastikhåndtag, der som konsekvens larmende slæber efter den skræmte hund, der pisker afsted.
Rikke Kannegaard sætter efter hunden, men mister den af syne. Siden har hun ikke set den.
- Ingrid er mit hjertebarn. Jeg er sammen med hende hele tiden, og jeg har stort set ikke været væk fra hende de seneste tre måneder, siger Rikke Kannegaard.
Hunden Ingrid er en såkaldt rescue-hund, der kommer fra Tyrkiet og kun har været i Danmark i tre måneder. Rikke Kannegaard er derfor nervøs for, at hunden bliver svær at finde, fordi den søger væk fra mennesker.
- Hun har haft svært ved at vænne sig til havetrampoliner, plæneklippere og trafikstøj, siger Rikke Kannegaard.
Læs også
Der gik ikke lang tid, før folk fra lokalområdet begyndte at byde ind med deres hjælp og en større efterforskning blev sat i gang. Nu har de ifølge Rikke Kannegaard dækket hele området ved Kolt-Hasselager.
- Jeg bliver virkelig rørt over det, for jeg havde ikke ventet, at så mange ville hjælpe, siger Rikke Kannegaard.
Hun fortæller, at flere jægere har været ude at lede efter hunden med termiske spottere. En mand i Aalborg kontaktede hende også og tilbød at hjælpe med at lede ved at flyve rundt med en termisk drone.
Læs også
Ifølge Rikke Kannegaard har over 250 mennesker skrevet, at de ville gå ud og hjælpe med at lede i skove og marker i området.
Rescue-hund
En såkaldt rescue-hund er hund, der er er adopteret fra et rescue-center eller internat i udlandet.
Hundene er kommet på internat, fordi de enten har været syge, mishandlet, misrøgtet, blevet dumpet, været uønsket eller af en eller flere årsager ikke har været i stand til at klare sig selv på gaden.
Kilde: gadehundeityrkiet.dk
- Jeg tænker også, at mange hunde bliver væk hver dag, så det er helt overvældende, at så mange vil hjælpe – og hjælpe så meget, fortæller hun.
Rygtet om den forsvundne hund er ifølge Rikke Kannegaard også nået til Skanderborg og Viby, hvor flere også har tilbudt at hjælpe med at lede efter Ingrid.
- Jeg ved ikke, om hun er i live, såret eller død. Men det giver mig en tryghed, at der hver eneste time tikker noget ind fra folk, så jeg kan krydse endnu et område af på kortet, siger Rikke Kannegaard.
Hun fortæller også, at al den opbakning har gjort, at hun er meget mere optimistisk, og at hun stadig har følelsen af, at Ingrid kan være lige om det næste hjørne.