Rikke-Marie lider af en sjælden sygdom: - Besparelserne gør mig utryg

Rikke-Marie Martinez har en sjælden sygdom og er afhængig af at få den helt rigtige behandling. Hun frygter, at ekspertise går tabt, når Aarhus Universitetshospital skal spare 325 mio. kr.

I mere end halvandet år har Rikke-Marie Martinez fra Tilst været alvorligt syg.

Hun lider af en meget sjælden form for hepatitis, som gør, at hendes immunforsvar går til angreb på hendes lever. Med tiden betyder det, at der kommer betændelse i hendes lever, der dannes arvæv og til sidst er hun nødt til at få en levertransplantation.

- Det sidste år er gået rigtig stærkt. For et år siden kunne jeg cykle, men det kan jeg ikke mere, siger Rikke-Marie Martinez til TV2 ØSTJYLLAND.

quote Uanset hvad vil det ramme os patienter, men jeg frygter også, at nærheden og trygheden vil forsvinde.

Rikke-Marie Martinez, patient

Selvom Rikke-Marie Martinez får medicin mod sin sygdom, kan hun ikke leve et helt almindeligt liv. Medicinen er nemlig immundæmpende, og det betyder, at hendes immunforsvar er så svagt, at hun nemt og ofte bliver ramt af andre sygdomme.

- Når der er udbrud får jeg ekstra ondt og bliver ekstra tæt, siger Rikke-Marie Martinez.

VIDEO: Rikke-Marie Martinez frygter, at ekspertise går tabt, når Aarhus Universitetshospital skal spare 325 millioner kroner, og at hun kommer i klemme i systemet.

Frygter fremtidige behandlinger

På grund af den sjældne sygdom, er Rikke-Marie Martinez ofte i kontakt med højtspecialiserede læger på Aarhus Universitetshospital.

Hun er stærkt afhængig af at få den rigtige behandling, men hun frygter for fremtiden, fordi Aarhus Universitetshospital skal spare 325 millioner kroner.

quote Jeg har været indlagt, hvor en læge glemte mig tre gange på én dag.

Rikke-Marie Martinez, patient

- Uanset hvad vil det ramme os patienter, men jeg frygter også, at nærheden og trygheden vil forsvinde, siger Rikke- Marie Martinez.

Hun frygter især for patienter som hende selv, der lider af en sjælden sygdom.

- Hvis man har min sygdom eller andre sygdomme, hvor det kræver noget, som ikke særligt mange ved noget om, så giver det utryghed ved, om de ansatte vælger at sige stop, fordi de ikke vil være med til besparelserne. Og hvad skal der så ske med os?, spørger Rikke-Marie Martinez.

Med sine mange besøg på Aarhus Universitetshospital har Rikke-Marie Martinez allerede oplevet travlheden hos personalet.

- Jeg har været indlagt, hvor en læge glemte mig tre gange på én dag. Jeg blev ikke sur på lægen, fordi jeg ved godt, at det ikke er deres skyld, men som patient er det bare både utrygt og usikkert, siger Rikke-Marie Martinez.

Hospitalsdirektøren på Aarhus Universitetshospital har tidligere udtalt, at ingen afdelinger går fri, når de 325 millioner kroner skal findes.
Hospitalsdirektøren på Aarhus Universitetshospital har tidligere udtalt, at ingen afdelinger går fri, når de 325 millioner kroner skal findes.

Sparekniven rammer

Rikke-Marie Martinez og andre patienter vil snart få svar på, hvor sparekniven rammer. I hvert fald har sygehusets afdelinger netop afleveret deres bud på, hvor pengene kan findes.

Hospitalsdirektøren har tidligere understreget og siger igen i dag, mandag, til TV2 ØSTJYLLAND, at ingen afdelinger går fri. De kommende uger falder både små og store besparelser på plads.

- Nogen af aktiviteterne kan vi sætte i gang med det samme, og andre vil have en karakter, hvor de skal drøftes med politikerne, siger Poul Blaabjerg, der er hospitalsdirektør på Aarhus Universitetshospital, til TV2 ØSTJYLLAND.

Spareøvelsen skyldes blandt andet et efterslæb fra sidste år, hvor sygehuset ikke nåede i mål med de planlagte besparelser, der var i samme størrelsesorden.

VIDEO: Problemerne hober sig op på Aarhus Universitetshospital. Her fortæller hospitalsdirektør Poul Blaabjerg om besparelserne. 

Besparelserne kommer i en tid, hvor Aarhus Universitetshospital må aflyse 20 operationer om dagen, fordi sygehuset mangler sygeplejersker.

Den 22. maj bliver politikerne i regionen præsenteret for detaljerne i spareplanen.

Lea Wermelin

Efter sag i Mols Bjerge - GPS-halsbånd og droner kan forhindre flere udsultede dyr

IMG_6110

play Knud er tilbage på værtshus: - Man kommer lidt ud af ensomheden

Lige nu
20210105-152010-L-1920x1280we

liveblog COVID-19 LIVE: Spildevand kan til efterår sladre om corona i hele landet

Bymosevej

play Østjysk Boligs snerydning og hækklipning: Flere betaler dyrt

557e8bc2-a63c-4d11-89b9-a1287f5b2460

Minister erklærer sig igen parat til at fjerne udskældt minutregel – men der skal noget andet i stedet

Hadsten gadeløb Chris Froome

Legendarisk event aflyst – fremtiden er usikker

Dagens mest læste