Riddersholm føler sig ikke presset i AGF
AGFs nye cheftræner kender klubbens historik, men fokuserer i stedet på at bygge et stærkt hold op
Hvis man har en drøm om at være cheftræner i en Superliga-klub i mere end et par år, så er AGF ikke det mest oplagte valg. I hvert fald ikke, når man kigger på klubbens trænerstatistik.
Posten som cheftræner har gennem årene været præget af udskiftninger. En kendsgerning, som har fået ord som "galehus" til at klistre sig til klubben.
Den bagage skræmmer ikke AGFs nyudråbte cheftræner Glen Riddersholm, som kommer med succes og guldkonfetti fra sin tid i FC Midtjylland. Det fortalte han tirsdag aften i TV 2 | ØSTJYLLANDs fodboldmagasin Fodbold med Horup, hvor han for første gang var gæst.
- Jeg føler ikke på den måde et enormt pres på mine skuldre, siger han.
TV2OJ varmer op til foråret i Superligaen med direkte debatter
Glen Riddersholm ved godt, hvad han går ind til og betegner noget af det som "dommedagsprofetier", da Århus Stiftstidendes Jan Schouby og Jyllands-Postens Christian Thye Petersen konfronterer ham med fortiden.
- Det er ikke, fordi jeg godt ved, at der venter nogle udfordringer, som jeg måske ikke har prøvet før, men jeg er jo nødt til at forholde mig til det, jeg kan gøre noget ved, siger Glen Riddersholm og slår på, at det for ham handler om at få holdet til at fungere.
Ikke desto mindre understreger han, at han har respekt for AGFs historie, som blandt andet tæller tre nedrykninger på 10 år.
Men nu handler det altså om forårssæsonen og jagten på point, som Glen Riddersholm ved, bliver en svær opgave. Der venter AGF tre udebanekampe i de første fire kampe.
Hør, hvad han har af forventninger til arbejdet i AGF i videoklippet øverst i artiklen. Du kan se eller gense hele aftenens udgave af Fodbold med Horup ved at klikke her.
Hvis du ikke kan få nok af "De Hvii'e", så se med torsdag, når TV 2 | ØSTJYLLAND sender live fra AGFs sidste træning og lægger op til debat. Se mere i videoen nedenfor: