Retro-motorcyklister samlede penge ind til kampen mod kræft

For at skabe synlighed om prostatakræft og samle penge ind til forskning kørte 160 mænd og kvinder parade gennem Aarhus søndag

01:40

Der var usædvanlig mange retromotorcykler at se i det aarhusianske søndag, og det var der en god grund til. 160 mænd og kvinder klædt i jakkesæt og kjoler kørte nemlig parade i den gode sags tjeneste – for at gøre opmærksom på prostatakræft og samle penge ind til forskning.

- Det er pragtfuldt, og man kan kun blive glad af at kigge rundt. Jeg bliver helt sentimental med alle de gamle motorcykler. Hovedformålet er indsamlingen til fordel for prostatakræft, men det ved siden af er også forrygende, fortæller en af deltagerne, Jørgen Glavind, som går under navnet ”Bettemand”.

Læs også Skagen og hjem igen: Gåtur samler penge ind til kræftramte

Han har siden, han lovligt måtte, kørt motorcykel, og især kampen mod prostatakræft rører ham.

- Jeg er jo selv i farezonen med min alder. Tre jeg kender har haft det, og heldigvis klaret den. Man kommer til at tænke, at det lige så godt kunne være en selv. Pengene er godt givet ud, siger Jørgen Glavind.

Paraden kørte i dag i over 500 byer verden over.

Du kan se interviewet med ”Bettemand” i videoen øverst i artiklen. Her er der også klip med de mange retromotorcykler.