René fangede usædvanlig hummer: Kan være en invasiv art
En invasiv hummerart kan have fundet vej til danske farvande, og det kan blive et stort problem.
For nylig fik fisker René Christensen to hummere i nettet af en slags, han aldrig har set før. Han er overbevist om, at der er tale om den amerikanske hummer, som ikke hører hjemme i de danske farvande.
Det var onsdag, at der gik to styks i nettet, da han fiskede i Aarhus-bugten.
- Det var farven, der gjorde, at jeg tænkte: Hvad er det her?, siger René Christensen.
- At man får to på samme dag, det undrer jeg mig over.
Noget var anderledes ved de to hummere, fornemmede han, da han på vej hjemad kiggede nærmere på dem.
- Det ligner canadiske hummere, og så gav jeg mig til at bruge Google og andre sider, og den var vist god nok.
På grund af sin forundring tog han billeder af hummerne, inden de blev solgt på fiskeauktion.
Se billederne herunder.
René Christensen bider især mærke i, at tornene på kløerne er mere fremtrædende end på den europæiske hummer.
Beviserne er spist
De eksperter, TV2 ØSTJYLLAND har vist billederne, kan ikke afvise fiskerens påstand, men kan dog heller ikke fastslå noget uden en DNA-prøve.
Har René Christensen ret i sin formodning, kan Danmark stå med et større problem på hænderne. Den amerikanske hummer er nemlig en invasiv art og meget svær at slippe af med.
René Christensen selv er ikke i tvivl.
- Jeg havde tre mand på i Hanstholm, og der var rørende enighed om, at det var det. De er anderledes, når vi står og sammenligner dem - så er der forskel på dem, siger han.
Hummerne selv er formentlig blevet spist, for René Christensen fik dem solgt på fiskeauktionen i Hanstholm.