Rektor var indblandet i lovbrud - tilbød at trække sig

Rektor på Aarhus Universitet tilbød at trække sig efter at have tilbageholdt dokumenter, men han bliver.

Aarhus Universitets øverste leder, rektor Brian Bech Nielsen, var på et møde 15. oktober 2019 med til at vedtage, at universitet skulle forhale udleveringen af afslørende dokumenter til Information.

Det oplyser universitetet på sin hjemmeside.

Det har han ellers tidligere givet udtryk for ikke var tilfældet, skriver Information.

Ifølge Aarhus Universitet har Brian Bech Nielsen tilbudt universitetets bestyrelsesformand, Connie Hedegaard, at fratræde sin stilling. Men en enig bestyrelse har udtrykt tillid til ham.

- Uagtet jeg ikke var vidende om, at beslutningen var lovstridig, må jeg erkende, at jeg har været med til at træffe den, udtaler Brian Bech Nielsen i nyheden på universitetets hjemmeside.

Udskød aktindsigt i to måneder

Sagen er en udløber af Informations afdækning af en meget omtalt rapport, der udkom i 2019, om oksekøds klimaaftryk.

Rapporten blev præsenteret som uvildig forskning.

Men det viste sig, at interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer og slagterigiganten Danish Crown var med til at udarbejde den.

Aarhus Universitet trak dengang rapporten tilbage. Og sagen kostede den ansvarlige institutleder jobbet.

I kølvandet på sagen om rapporten søgte Information aktindsigt i flere eksternt finansierede rapporter for at undersøge, om noget lignende havde fundet sted i andre tilfælde.

Men Aarhus Universitet udskød i to måneder at udlevere de ønskede dokumenter.

Gav ukorrekte oplysninger til styrelse

Aarhus Universitet har siden gentagne gange afvist både offentligt og over for Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, at aktindsigterne blev forhalet. Men det var altså ikke korrekt.

Interne dokumenter viser, at der på universitetet blev truffet en bevidst beslutning om at tilbageholde aktindsigterne.

Nyheden på Aarhus Universitets hjemmeside kommer ikke ind på rektorens rolle i den del af sagen, der handler om, at universitetet ad to omgange er kommet med falske forklaringer til Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.

I sine redegørelser til styrelsen har universitetet forsikret om, at der ikke er sket en forhaling i besvarelserne af aktindsigterne.

Rektor havde tillid til redegørelser

Brian Bech Nielsen oplyste tidligere på ugen til Information, at han har set disse redegørelser uden at studse over dem.

I forhold til de usande redegørelser til Uddannelses- og Forskningsstyrelsen fastholder Brian Bech Nielsen, at han "havde tillid til, at redegørelserne var retvisende".

- Da jeg ikke er vidende om, at beslutningen den 15. oktober ikke er lovmedholdelig, hæftede jeg mig ikke yderligere ved beslutningen.

- Jeg stolede på, at redegørelserne var retvisende, og jeg gennemgik dem ikke i detaljer, skriver Brian Bech Nielsen til Information.

/ritzau/

Lige nu
Rigshospitalet

Landsholdslæge: Uafklaret hvorfor Eriksen fik hjertestop

Morten Bruun

Han talte danskerne igennem Eriksens kollaps: - Der måtte ikke gå spekulation i den

Merete Brix

play Trampet ned af kvæg og indlagt på intensiv

Biavler nørderi

play Alice har op mod en halv million bier – og det er ikke helt ufarligt

Der er lagt op til nogle rigtigt varme dage den kommende uge. Saksild Strand

Meget varm luft på vej mod Danmark - temperaturen kan nå 30 grader

Mosten MC

play Efter lang coronapause: Nu ræser motorcykelklubben igen

Dagens mest læste