Rekordforsøg i Boxen
Bakken Bears vil igen indtage Boxen i Herning og sætte tilskuerrekord
5.500 mennesker kom sidst, selv om man drømte om 10.000. Men det har ikke afskrækket fra at prøve igen. Derfor samarbejder basketball-holdet Bakken Bears nu igen med folkene fra Boxen i Herning om et basketballevent.
Den 7. november 2015 går man efter at slå rekord, når Bakken Bears og Horsens tørner sammen i den store hal.
- Det var en sjov oplevelse sidste gang. En spændende og udfordrende øvelse, og vi er meget bedre rustede her anden gang. Vi skruer konceptet til, så vi får et kortere og skarpere program, siger sportsdirektør i Bakken Bears Michael Piloz til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se: - Vi er glade og tilfredse
Den eksisterende rekord på 5.500 tilskuere skal overgås, men 10.000 mennesker er måske stadig urealistisk på trods af, at det er målet.
- Sidst begyndte vi med at drømme om 10.000, men vi kunne hurtigt se, at det ville ende et andet sted. Det er ikke sikkert, at der kommer 10.000 denne gang, men så gør der nok i 2016 eller 2017, siger Michael Piloz og afslører dermed, at det er meningen, at konceptet skal fortsætte.
- Der er ikke noget, der er skrevet under, men målet er klart, at vi skal holde arrangementet i 2016 og 2017 også, siger han.