Rejseselskab lukker på grund af dårlig økonomi
18 mister jobbet på grund af lukningen af rejseselskabet MarcoPolo, der har hovedkontor i Aarhus. Kunder med en bestilt rejse kommer afsted som planlagt.
Rejseselskabet MarcoPolo lukker og slukker efter 37 år.
Det oplyser rejsebureauet MyPlanet International, der ejer MarcoPolo.
Læs også
De to rejsebureauer beskæftiger samlet 45 ansatte i Danmark og har hovedkvarter i Aarhus.
MyPlanet vil fortsætte med at sælge rejser, men på grund af lukningen af MarcoPolo er 14 blevet opsagt i Danmark. Også fire vil blive opsagt i MyPlanet i Sverige.
Rejser bliver gennemført
Lukningen får ingen konsekvenser for personer, der har bestilt en rejse hos selskabet.
Det understreger Anders Houlind Ulsøe, der er direktør for MyPlanet International og MarcoPolo.
- Alle de rejsende, der har bestilt rejser hos os, vil få præcist den rejse, de har bestilt, siger han.
De fleste kunder er blevet informeret og vil i stedet blive betjent af den fælles kundeservice hos MyPlanet.
Sidste år rejste omkring 1100 kunder med MarcoPolo, fortæller direktøren.
Læs også
Men fremover ønsker selskabet at fokusere på MyPlanet-brandet.
- Vi har været udfordret med at skabe en rentabel forretning i MarcoPolo-brandet, siger Anders Houlind Ulsøe.
Det er simpelthen ikke lykkedes at få nok kunder i butikken.
- Vi har ikke kunnet få en tilstrækkelig kundetilstrømning trods investeringer i lancering af et nyt website og forbedret markedsføring, så vi har kunnet skabe en rentabel forretning, siger Anders Houlind Ulsøe.
Underskud på 9,8 millioner
MyPlanet er ejet af det internationale rejsebureau Travelopia, der har omkring 4000 medarbejdere.
Ifølge Anders Houlind Ulsøe hænger lukningen af MarcoPolo sammen med et ønske om at være færre brands på det danske marked.
Økonomien i selskabet har været presset de seneste år.
Læs også
MyPlanet Internationals årsregnskab for 2017/2018 viste et underskud på 9,8 millioner kroner.
Selskabet har tabt penge de sidste tre år, men fortalte i regnskabet, der blev offentliggjort onsdag, at det forventer at tjene penge igen inden for to år.
Kontorer i Valby og Aarhus
MarcoPolo har solgt luksus- og eventyrrejser til Nordamerika, Sydamerika, Afrika, Asien Mellemamerika. Det blev etableret i 1982 og har kontorer i Valby og Aarhus.
MarcoPolos hjemmeside er fortsat kørende, og der bliver først lukket for salg af rejser 15. marts.
Selskabet ønsker at afslutte de sidste salg. Planlægningen af rejser hos MarcoPolo tager typisk nogle uger, forklarer Anders Houlind Ulsøe.