Rejsebureauer lokker - men østjyder tøver med at booke udlandsrejser

Selvom rejseselskaberne gør, hvad de kan for at få flere til at købe udlandsrejser, lader bookingerne vente på sig.

Mange plejer at klare sig gennem vinterkulden ved at bestille en rejse til udlandet. Og selvom palmestrande og tropisk luft frister rejselystne danskere mere end nogensinde før, er begrænsningerne ikke til at tage fejl af.

Det mærker rejseselskaberne, der har oplevet en kraftig nedgang siden coronakrisens indtog. Hos Jysk Rejsebureau har det betydet, at de i løbet af 2020 har fyret halvdelen af deres før cirka 100 medarbejdere.

- Coronakrisen har for rejsebranchen i det hele taget ikke været en positiv oplevelse, siger Peter Andersen, som er produkt- og marketingschef i Jysk Rejsebureau, til TV2 ØSTJYLLAND.

Pengene retur

De østjyske rejseselskaber har derfor lavet nye tiltag for at minimere risikoen ved at købe en udlandsrejse i 2021.

Jysk Rejsebureau tilbyder en tryghedsgaranti, som blandt andet går ud på, at deres kunder får pengene refunderet indenfor en uge, hvis destinationen ved afrejsetidspunktet er angivet som rød eller orange i Udenrigsministeriets rejsevejledninger.

VIDEO: Peter Andersen fra Jysk Rejsebureau er optimistisk, når det gælder muligheden for at komme ud at rejse engang i 2021.

Ifølge Peter Andersen har tryghedsgarantien været med til, at der er nogle, der nu tager næste skridt og køber en rejse. Hos Jysk Rejsebureau har de oplevet en lille fordobling i antallet af henvendelser i januar 2021 sammenlignet med december 2020. Det skyldes til dels også, at vaccineplanen er blevet offentliggjort.

- Vi kunne faktisk se det med det samme på telefoner og på besøgende på hjemmesiden og folk, der chatter med os, siger Peter Andersen.

Forsigtig optimisme

Blandt østjyderne på gaden i Aarhus er der alligevel nogle, der tøver.

- Jeg tror bare, jeg venter og ser, hvordan det forløber sig, siger Rasmus Lykke Christensen fra Aarhus til TV2 ØSTJYLLAND.

- Selvom der skulle være en masse tilbud for at få mig til at gøre det, tænker jeg stadig, at det er det modsatte af, hvad vi er blevet bedt om, siger Chris Hjorth fra Viby til TV2 ØSTJYLLAND.

Produkt- og marketingschefen hos Jysk Rejsebureau forstår godt, at nogle danskere vælger at holde ferie hjemme i år. Han understreger, at de prioriterer kundernes sikkerhed.

- Vores opgave er jo ikke at sende kunderne ud i en pandemi. Det er at sende dem ud, når pandemien er overstået, siger Peter Andersen.

Tryghedsgaranti eller ej, så er det ikke alle, der er overbeviste.

- Måske bliver det bare en tur i sommerhus, siger Rasmus Lykke Christensen, som ikke har de store forventninger om at kunne rejse til udlandet i år.

Spørger man Jysk Rejsebureau, kan man roligt pakke kufferten og drømme stort engang i 2021.

- Jeg synes, optimismen er tilbage, og der er en god, sund fremtid for rejsebranchen. Vi forventer, at der er en ret stor sandsynlighed for, at man kan rejse til sommer, siger Peter Andersen.  

Hjemmeskole studerende

play De fleste studerende føler sig ensomme under nedlukning

Vaccine

liveblog COVID-19 LIVE: Nyt vaccinationssted i Østjylland

Vintergækker

play Første forårsuge giver comeback til kulde og mulige snebyger

hest2

play Naturpark beskyldt for misrøgt af heste: Afviser alle anklager

Martin Damgaard

play Naboer vil hive politikere ud i virkeligheden: De skal vide, hvad de stemmer om

IKEA

play Derfor åbner IKEA ikke i morgen