Regler sætter en kæp i hjulet på ny skov – nu vil politiker gå til minister

Folketingspolitikeren Camilla Fabricius (S) vil have klare retningslinjer, efter Skæring Skole i tre år har ventet på at få grønt lys til at plante en skov.

Camilla Fabricius vil lægge vejen forbi miljøminister Lea Wermelins (S) kontor, efter folketingspolitikeren torsdag blev bekendt med Skæring Skoles problem.

Den aarhusianske skole har nemlig gået i tre år med en spirende grøn drøm om at plante en skov i fællesskab.

quote Når man gør så meget og gerne vil bidrage, skal man selvfølgelig også mødes af et embedsværk og nogle forklaringer på, hvad der så kan gøres.

Camilla Fabricius (S), folketingspolitiker

Men som vi her på TV2 ØSTJYLLAND fortalte torsdag, er drømmen blevet mødt af regler, der gør det umuligt for skolen at realisere planen om en skov på et 5.000 kvadratmeter stort, åbent areal.

- Når man står der og brænder for at gøre noget for naturen, skal man også have nogle gode retningslinjer, lyder reaktionen fra Camilla Fabricius (S), der er valgt til Folketinget her i Østjylland.

Uheldigvis for skolen ligger den med mindre end 300 meter ned til stranden – i den såkaldte forbudszone - og det gør, at området er omfattet strandbeskyttelseslinjen, hvor der som hovedregel ikke må foretages ændringer af den eksisterende tilstand.

Det markerede areal er der, hvor skolen ønsker at plante en skov.

Afvisning kræver forklaringer

Skolelederen Anne Schwartz søgte tilbage i 2019 om dispensation fra Kystdirektoratet til at omgå reglerne, men ansøgningen blev afvist i november 2020 med henvisning til netop strandbeskyttelseslinjen.

Skæring Skole er dog uforstående overfor afvisningen, fordi der på begge sider af skolen er bebyggelse nærmest hele vejen ned i vandkanten, så derfor har de valgt at klage.

Strandbeskyttelseslinjen

En klage, som de forventer svar på i løbet af efteråret.

Er det i orden, at Skæring Skole bliver mødt af korslagte arme og et nej fra Kystdirektoratet?

- Dér synes jeg faktisk, at skolen har en væsentlig pointe. Når man gør så meget og gerne vil bidrage, skal man selvfølgelig også mødes af et embedsværk og nogle forklaringer på, hvad der så kan gøres, siger Camilla Fabricius.

Vil gå videre med problemstillingen

Derfor vil folketingspolitikeren gå videre med budskabet, da hun mener, at man skal have nogle gode, klare retningslinjer, når man går og brænder for at gøre noget.

Vil du gå til miljøministeren og insistere på, at i sådan nogle sager her bliver man mødt lidt mere anvisende end bare at få et nej?

- Ja, det vil jeg da. Jeg ved jo, at miljøministeren i den grad vil have børn og unge med, så det her giver jo rigtig god mening.

- Vi har brug for mere natur, og vi har brug for mere snak om det.

Du kan se nyhedsindslaget, hvor Camilla Fabricius er i studiet efterfølgende herunder

Skæring Skole vil gerne plante mere skov, men fordi de ligger tæt på kysten kan de ikke få lov.