Regeringen tager endnu et skridt for at få flere vaccineret
Allerede på torsdag tages den nye fremgangsmåde i brug i Østjylland.
I dag rykkede pop-up-vaccinationssteder ind i 16 ud af landets 19 Bilka-butikker og en række Føtex-butikker.
Og i den kommende tid vil myndighederne gå endnu længere for at få flere ikke-vaccinerede borgere vaccineret.
Læs også
I en pressemeddelelse oplyser Kulturministeriet, at man i samarbejde med sundhedsmyndighederne og kulturlivet vil begynde at tilbyde covid-19-vacciner i forbindelse med udvalgte større koncerter og andre begivenheder i kulturlivet.
Derfor vil det i næste uge være muligt at blive vaccineret under Spot Festival i Aarhus.
Læs også
Herefter fortsætter indsatsen, hvor endnu flere begivenheder bliver omfattet.
- Jo flere der er vaccineret, jo mere trygt vil det være for alle at deltage i flere kulturbegivenheder. Vi skal have endnu mere gang i kulturlivet, som har været hårdt ramt under epidemien, og derfor er jeg både rigtig glad for og stolt over, at kulturlivet bakker op om, at endnu flere skal vaccineres, siger kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).
Målrettet de unge
I alt er 73,1 procent af den danske befolkning færdigvaccineret, og det er særligt de unge danskere, som man håber at kunne få til at tage vaccinen med det nye tiltag.
- Ved at gøre det muligt at få et vaccinestik i forbindelse med udvalgte større begivenheder håber vi blandt andet at kunne nå flere unge under 30 år, siger kulturministeren.
Læs også
Den første begivenhed, hvor man tager vaccinesprøjterne ud i kulturlivet, foregår i dag, hvor man kan blive vaccineret ved The Minds of 99's koncert i Parken i København.
Spot Festival i Aarhus løber af stablen torsdag den 16. og fredag den 17. september i det centrale Aarhus. Festivalen præsenterer de nyeste tendenser inden for dansk og nordisk musik, og der vil blive afholdt over 200 koncerter og events i løbet af festivalen.