Redning af dyreinternat sat på standby

En sammenlægning mellem Dansk Dyreværn Aarhus og Dyreværnet var næsten en realitet. Det kunne have reddet dyreinternatet Voice of Pets fra konkurs, mener den forhenværende bestyrelsesformand.

Foreningen bag dyreinternatet Voice of Pets i Tranbjerg, Dansk Dyreværn Aarhus, afsatte fredag den 14. maj deres siddende bestyrelse og indsatte en ny. Det skete efter finansielle problemer i foreningen.

Som det ser ud lige nu, har foreningen tre måneders levetid tilbage, før de går konkurs. Et bestyrelsesmøde-referat viser, at internatet lige nu kører med et underskud på en halv million kroner hver måned.

Men ifølge den forhenværende bestyrelsesformand, Kalle Fisker, var de tæt på at have fundet en redningsplan, da de pludselig blev afsat.

Du kan læse mere om afsættelsen af bestyrelsen her.

- Vi skulle bruge cirka 500.000 kroner om måneden ekstra, for at få det til at køre rundt. Det var Dyreværnet indstillet på at bidrage med, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

quote Hvis den tidligere bestyrelse stadigvæk havde været på posten, så havde vi haft et samarbejde med Dyreværnet efter den ordinære generalforsamling. Vel og mærke hvis medlemmerne var enige.

Kalle Fisker, forhenværende formand for Dansk Dyreværn Aarhus

Planerne er dog efter afsættelsen blevet sat på standby. Det fortæller bestyrelsesformanden for den potentielle samarbejdspartner Dyreværnet, Tina Stålung.

- Vi har været i dialog med den tidligere bestyrelse. Vi havde en køreplan, der indebar, at man sammenlagde de to bestyrelser.

- Det var rigtig ærgerligt, at vi ikke landede en sådan løsning, siger hun.

Sammenlægningen af de to bestyrelser var forventet at blive vedtaget på den årlige ordinære generalforsamling på i næste uge, tirsdag den 25. maj.

- Hvis den tidligere bestyrelse stadig havde været på posten, så havde vi haft et samarbejde med Dyreværnet efter den ordinære generalforsamling. Vel og mærke hvis medlemmerne var enige, siger Kalle Fisker.

Den sidste udvej

Det vækker undring hos Anne Trane, næstformand i den nye bestyrelse hos Dansk Dyreværn Aarhus. Hun mener ikke, at hun er blevet informeret om, hvor tæt dialog der har været mellem den forhenværende bestyrelse og Dyreværnet.

- Vi er slet ikke blevet orienteret om, at der var en solid køreplan i forhold til et samarbejde, siger hun.

Det kan den forhenværende bestyrelsesformand, Kalle Fisker, dog ikke forstå.

- Så har hun ikke hørt godt efter, for jeg fortalte den nuværende bestyrelse, at vi var i tæt dialog med Dyreværnet om et samarbejde, siger han.

Anne Trane fortæller, at sammenlægningen ikke er første prioritet for den nuværende bestyrelse.

- Vi skal afsøge vores muligheder først. Vi er lige blevet indsat som bestyrelse i fredags, og vi har arbejdet hårdt på at danne os et overblik.

- En sammenlægning vil muligvis betyde total kontrol til Dyreværnet, så det ville være den sidste udvej for os, siger Anne Trane.

Bestyrelsesformanden for Dyreværnet, Tina Stålung, holder dog døren åben for et fremtidigt samarbejde.

- De skal ud at finde en masse penge, så de skal have arbejdshandskerne frem.

- Det her skal ikke gå ud over dyrene, og hvis Dansk Dyreværn Aarhus har brug for hjælp, så skal vi selvfølgelig hjælpe dem, siger hun.

Ifølge Anne Trane vil bestyrelsen ringe til Dyreværnet og høre nærmere i løbet af ugen.