Reda Zam Zam var verdensmester – nu vil han redde unge fra en mørk fremtid i kriminalitet

Den tidligere boksestjerne Reda Zam Zam har netop åbnet et bokseakademi i Gellerup. Formålet er at holde unge væk fra gaden og kriminalitet.

Han har været helt til tops i boksning som både danmarksmester og verdensmester, men han har også været helt nede på bunden, da han mistede lysten til sporten totalt.

Nu er boksestjernen Reda Zam Zam fra Gellerupparken tilbage. Han har netop åbnet sit eget bokseakademi på Tovshøjskolen i Gellerup, hvor han giver sin viden videre som træner.

Hos ’Zamzam Boxing Academy’ handler det dog ikke kun om, hvordan man bliver god i ringen.

- Idéen med at åbne det her handler ikke kun om træning. Vi skal være som en familie, og vi skal kunne tale om alt. Vi skal lære lidt om disciplin og struktur, siger Reda Zam Zam til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Og så vil jeg personligt med min erfaring fortælle dem, hvad der er vigtigst som ung. Det er ikke at hænge ud på et gadehjørne. Det er at lave deres lektier, få en uddannelse, hænge ud i et ringhjørne, få nogle sixpacks, what ever. Det giver bare fantastisk velvære og selvværd, siger han.

Som 14-årig hang Reda Zam Zam selv ud på et gadehjørne, men kan skiftede gadehjørnet ud med et ringhjørne, og det håber han nu på, at han kan få endnu flere unge i Gellerupparken til.

VIDEO: Reda Zam Zam har i dag smidt handskerne efter 208 kampe.

Rollemodeller har et ansvar

Ifølge islam brød ’Zam Zam’-kilden frem i ørkenen og slukkede Hagar og Ismaels tørst og reddede dem fra døden. På samme måde vil Reda Zam Zam redde de unge i området fra en mørk fremtid i kriminalitet.

- Det er en ond cirkel, som kan være svær at komme ud af, og dem, der har skabt et navn og er blevet rollemodeller, bliver nødt til at kæmpe for de unge, så de kan komme på rette vej, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Det er ikke noget nyt, at Reda Zam Zam rækker ud til kvarterets unge. I 2008 blussede uroen i Gellerupparken op, og han tog på gaden for at få styr på kvarterets unge.

Reda Zam Zam begyndte at bokse, da han var 14 år, og det fik ham væk fra gadehjørnet.
Reda Zam Zam begyndte at bokse, da han var 14 år, og det fik ham væk fra gadehjørnet.

Reda Zam Zams seneste initiativ i kampen om at få unge på rette spor, vækker også glæde hos én af brugerne.

- Jeg synes, det er virkelig virkelig fedt. Både for området, men også for ham selv, siger Abdul Award, der bor i Brabrand og bokser i ’Zamzam Boxing Academy’.

Opbakning fra lokalmiljøet

Idéen om at lave et bokseakademi var Reda Zam Zams egen, men han står ikke alene.

For nogle måneder siden kontaktede han Aarhus Kommune og lejede sig ind på Tovshøjskolen, og sammen med sin gamle træner, Jan Thielemann, sætter de tempoet.

Lokalområdets erhvervsliv bakker også op om initiativet.

- Det giver mig et sug i maven, når jeg tænker på, hvor fantastiske de er, og at de ringer til mig og siger, at de gerne vil være en del af projektet, siger Reda Zam Zam til TV2 ØSTJYLLAND.

Bokseakademiet holder til på Tovhøjskolen.
Bokseakademiet holder til på Tovhøjskolen.

Nu har glæden ved boksning fundet vej tilbage til Reda Zam Zam, og han har sat sig nye mål.

- Jeg knokler for de unge, for de skal have den mulighed, jeg havde, og komme væk fra gadehjørnet, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Reda Zam Zam og hans team hjælper også brugerne af akademiet til at få praktikplads og søge ind på uddannelse, hvis det er dét, de har brug for.