RealDania støtter østjyske ildsjæle
Ildsjæle med ideer til gode projekter kan endnu en gang søge penge hos RealDania
RealDania lukker endnu engang op for pengeposen så østjyske ildsjæle kan søge penge til deres projekter. Sidste år fik østjyske projekter 2,3 millioner kroner.
Et af projekterne var et fælles gartneri lidt uden for Brabrand, som giver folk mulighed for at dyrke deres egne økologiske grøntsager.
- Der er enormt stille herude og dejligt. Jeg kommer her tit om morgenen, fordi jeg møder senere, og så er der bare stille, roligt og fredeligt. Du får noget helt andet herude - en ro, tror jeg, siger Lene Grum-Schwensen, der bruger gartneriet.
Da gartneriet åbnede tilbage i 2014, var det ikke alt, der var på plads.
- Vi havde brug for nogle faciliteter og nogle fællesarealer. Derudover havde vi brug for køkken, terrasse og redskaber, siger Marie Kirstine Pilegaard, der er initiativtager til fællesgartneriet.
Skaber et nyt fællesskab
Derfor søgte foreningen om 150.000 kroner hos RealDania, og projektet ramte noget hos fonden.
- Det var det der med, at man var fælles om et ret sympatisk mål, og det med at man har sine jordlodder sammen, og på den måde skaber et nyt fællesskab og sammenhold, siger Christian Andersen, der er projektleder hos RealDania.
I Brabrand faldt støtten i den grad i god jord.
- Vi havde overhovedet ikke penge til en rive eller nogen ting, så det har virkelig betydet en kæmpe forskel. Nu er det jo en luksus at være herude, siger Marie Kirstine Pilegaard.
Det er muligt at søge penge hos RealDania indtil 27. januar 2016.
Du kan se mere om gartneriet i TV-reportagen øverst på siden.