Raser over kebab på fodboldstadion

Pia Kjærsgaard kritiserer tilbuddet om kebab på Ceres Park i Aarhus, og det har fået lokal klub til at invitere hende til kampen.

Den klassiske stadionpølse får selskab af en kebab, når den dansk-tyrkiske klub Vatanspor møder AGF torsdag. Det kunne TV2 ØSTJYLLAND fortælle i weekenden.

quote Hvornår indledes kampene med en islamisk velsignelse gennem stadionhøjtalerne fra en imam?

Pia Kjærgaard, tidligere formand, DF

Og mens flere jubler, er det ikke faldet i god jord hos den tidligere formand for Dansk Folkeparti Pia Kjærsgaard.

- Igen igen accepteres der islamiske særkrav, skriver hun i et opslag på Facebook.

Ifølge hende er alternativet til svinepølsen "endnu et knæfald overfor Islamisterne og en styrkelse af parallelsamfundene".

- Jeg forstår ikke, at man hele tiden skal blive ved med at særbehandle muslimer i Danmark. Vi gør det hele tiden. Får en vegetar sin egen bod? Jeg kan ikke forstå, at man bliver ved med at bøje sig, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Kebab er en tradition

På Ceres Park kan der normalt købes svine- og kyllingepølser. Men der er ingen garanti for, at dem af kylling ikke har været i kontakt med de andre, og de er derfor ikke et alternativ for fans med en muslimsk baggrund.

Vatanspor har netop mange spillere med minoritets- og muslimsk baggrund. Og derfor kunne den med glæde fortælle, at der er kebab eller köfte på menuen, når den møder AGF i anden runde af pokalturneringen.

- Hvis der bliver solgt det, der plejer at blive solgt på Aarhus Stadion, så kan 90-95 procent af de tilskuere, der kommer, ikke spise det, fordi det højst sandsynligt er svinekød, sagde cheftræner Volkan Ceran til TV2 ØSTJYLLAND fredag.

Salget af kebab til fodboldkampe er en tradition, som Vatanspor har bragt med sig fra Sødalskolen i Brabrand, hvor holdet normalt spiller sine hjemmekampe i Jyllandsserien. Af hensyn til lokalopgørets størrelse og sikkerheden har man rykket kampen til Ceres Park.

Inviterer Pia gratis på stadion

DF-politikerens kritik bliver taget med ophøjet ro i Brabrand-klubben. Her kalder man det i et opslag på Facebook et sidste forsøg på at holde det engang så store parti i live.

- Jeg synes, det er komisk. AGF har hjulpet os, så vi kan få noget kebab derud, så vi som lille klub kan tjene lidt på det. Hvis hun får noget andet ud af det, siger det mere om hendes agenda, uddyber Haci Kara, der er kasserer og besøgsmedlem i klubben, til TV2 ØSTJYLLAND.

- Jeg kan simpelthen ikke forstå, at der skal bringes religion og knæfald for islam ind i en fodboldkamp. Hun burde have noget at gå op i, der berører samfundet mere.

I opslaget er der dog også en invitation til Pia Kjærsgaard, der gratis kan komme og se kampen, lyder det. Og det tilbud står fortsat ved magt, fortæller Haci Kara.

Det har den tidligere DF-formand dog ikke planer om at acceptere. Ifølge hende er invitationen noget pjat og et forsøg på at afspore debatten.

- Jeg kender udmærket fodbold, så jeg behøver ikke en kebabbod i baggrunden for at interesse mig for mig for det. Jeg vil hellere have en pølsevogn, siger hun.

Hun afviser, at det kun handler om særkrav til muslimer.

- Jeg synes ikke, at man skal tage særhensyn overhovedet. Jeg er sikker på, at vegetarer har en madpakke med - det er ikke et problem. Jeg har ikke oplevet, at vegetarer eller folk med allergi har krævet noget andet. Det her er en religion. Det er noget helt andet, siger Pia Kjærsgaard. 

Tager selv grillen med

Både vegetarer og muslimer har tidligere efterlyst alternativer til de pølser, der serveres på Ceres Arena. 

Meldingen fra stadion har været, at efterspørgslen har været for lille og det ikke er muligt at adskille svin og kylling på grillen.

Det kan dog lade sig gøre nu, fordi Vatanspor er hjemmehold, og det er en del af en menu, som de har til deres hjemmekampe. Derudover medbringer holdet selv grej, bod og grillsystem.