Rasende røver skaber skræk på Brabrandstien
Mindst otte kvinder har i løbet af det seneste år været udsat for røveri-lignende episoder på Brabrandstien. Politiet tror, at samme person står bag
Kort før midnat forleden cyklede en 23-årig kvinde på Brabrandstien i Aarhus, da en mand på cykel pludselig greb fat i hendes taske.
- Jeg landede med cyklen oven på mig, og så slår han mig to-tre gange og tager fat i mit hoved og prøver at banke det ned i asfalten to gange, fortæller kvinden til TV 2 I ØSTJYLLAND.
Manden blev så rasende, at han rev hårdt i tasken, som han fik med sig, inden han forsvandt på cykel i mørket.
- Jeg er fuldstændig i chok og ligger nede på jorden, gengiver kvinden det uhyggelige øjeblik.
Det seneste år har flere end otte kvinder været udsat for lignende episoder på Brabrandstien.
For to måneder siden gik det udover en 27-årig kvinde.
- Giv mig din taske, eller jeg brækker din næse. Jeg var vildt bange. Jeg fik et megachok, og jeg skreg, da han stoppede mig, fortæller kvinden.
Læs også
Politiet mistænker den samme gerningsmand for at stå bag de forskellige tilfælde.
Man har ingen konkret person i kikkerten, fortæller Morten Daugaard, der er leder af efterforskningsafdelingen hos lokalpolitiet i Aarhus.
- Vi har seks tilfælde af det, vi kalder røveri, der er begået på Brabrandstien eller i området derude omkring, hvor vi mistænker den samme gerningsmand for at stå bag. Vi har ingen konkret mistanke mod nogen, siger han.
Morten Daugaard opfordrer folk, der færdes i området, til at udvise omtanke og eventuelt følges med en anden.
Øverst i artiklen kan du se mere om de uhyggelige sager fra Brabrandstien.