Randers FC stikker til AGF: 'Omdøber' Ceres Park til pokalfinalen

Rivaliseringen mellem Randers FC og AGF er intens, og til torsdagens pokalfinale prikker randrusianerne igen til vennerne i Aarhus.

Torsdag står Randers FC i Sydbank Pokalfinalen mod Sønderjyske, der i år spilles på Ceres Park i Aarhus.

Men spørger man Randers FC kommer de ikke til at træde ind på Ceres Park, men på Thor Park.

Forklaringen er, at Randers formelt er hjemmebanehold i finalen, og de har derfor ønsket at spille på et stadion, hvor Randers-øllen Thor er repræsenteret. Men man skal ikke udfordre klubbens pressechef, Kristian Fredslund Andersen, meget, før han bekræfter, at det i høj grad handler om at drille lokalrivalerne AGF, som Randers FC slog ud i semifinalen.

- Vi kan godt lide at stikke lidt til dem og gnide lidt salt i såret, siger han smågrinende til TV2 ØSTJYLLAND.

- Det er en sjov gimmick, der nok skal drille dem lidt. Det puster til ilden i vores rivalisering og sætter nogle følelser på spil, tilføjer han.

"Thor Park" kommer blandt andet til at fremgå på en t-shirt, som klubbens knap 4000 fremmødte fans får med købet af deres billet.

Både Ceres og Thor er ølmærker under Royal Unibrew, og derfor har klubben fået lov af bryggeriet til at bruge det midlertidige stadionnavn i sin markedsføring op til finalen.

- Thor er en stor del af Randers, mens Ceres er synonymt med AGF, og derfor så vi en mulighed, siger Kristian Fredslund.

TV2 ØSTJYLLAND har også været i kontakt med kommunikationschef i AGF, Søren Højlund Carlsen, der ikke ønsker at kommentere Randers' påfund.

Pokalfinalen begynder torsdag kl. 15:00.