Rådmand: Vi bør overtage SKATs arbejde

Det burde ifølge rådmand Rabih Azad-Ahmad være en udelukkende kommunal opgave at inddrive gæld fra skyldnere

Medarbejdere fra Aarhus Kommunes Borgerservice har ringet op til 22.000 kroner i timen hjem fra skyldnere. Det er sket i et forsøg, der skulle sikre, at pengene kom i kommunekassen frem for at ende i bunken af uløste inddrivelser hos SKAT.

Nu foreslår rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune Rabih Azad-Ahmad, at SKAT betaler kommunerne for at inddrive de tilgodehavender, som SKAT på grund af et fejlslået IT-projekt ikke formår at inddrive.

Tager opgaven på sig

Aarhus Kommune vil nemlig nu ansætte en fuldtidsmedarbejder i et år til at ringe og få borgerne til at betale deres gæld. Det er egentlig SKAT, der har opgaven med at inddrage borgernes gæld. Men på trods af, at kommunen har næsten 380 millioner kroner til gode, har SKAT de seneste to måneder kun inddrevet i alt 55 kroner.

Færre passagerer snyder i bussen

Beslutningen kommer efter, at det på blot to uger er lykkedes en håndfuld medarbejdere i Borgerservice at indgå aftaler om betaling til en værdi af næsten tre millioner kroner.

- Det er på tide, at der bliver taget affære. Det er en trussel mod retsfølelsen, at nogle kan slippe af sted med at lade være med at betale deres gæld til det offentlige samtidig med, at SKAT vender det blinde øje til. Hvis ikke de kan eller vil løse deres opgaver, så er det kun rimeligt, at SKAT betaler kommunerne for at gøre det, mens vi venter på at de er klar til løse sine opgaver, siger Rabih Azad-Ahmad.