Rådmand: Rederi-flytning sikrer Aarhus mange job

Royal Arctic Lines ankomst til Aarhus kommer til at kaste mange lokale arbejdspladser af sig, vurderer beskæftigelsesrådmand Thomas Medom

Beskæftigelsesrådmand Thomas Medom forudser mange nye arbejdspladser til Aarhus som følge af Royal Arctic Lines beslutning om at flytte til byen.

Beskæftigelsesrådmand Thomas Medom (SF) er begejstret over Royal Arctic Lines beslutning om at flytte selskabets aktiviteter fra Aalborg til Aarhus. Det vil betyde mange nye job i Aarhus, forudsiger rådmanden.

- Det er et lille stykke danmarkshistorie og ikke mindst rigtig mange arbejdspladser, der nu flytter til Aarhus. Rederiet beskæftiger selv 65 mand, men med alle de tilknyttede funktioner vil der være tale om langt flere job, siger Thomas Medom i en skriftlig kommentar.

Flere medier berettede i weekenden, at Royal Arctic Line har besluttet at flytte sine aktiviteter væk fra Aalborg, som ellers har været base for skibstrafikken til Grønland i 45 år.

Læs også Aalborg raser: Aarhus Havn skal være ny port til Grønland

Royal Arctic Line ønsker sammen med det islandske rederi Eimskip at bygge nye skibe til Grønlands-handelen. De nye skibe er for store til Grønlandshavnen i Aalborg, og derfor ønsker selskabet i stedet at anvende Aarhus Havn fra 2019.

- Det er et klart tegn på, at Aarhus Havn er i stand til at følge med udviklingen i branchen og samtidig endnu et bevis på, at Aarhus er et godt valg, når man skal tiltrække kvalificeret arbejdskraft, siger Thomas Medom og fortsætter:

- Jeg har selv stået på havnen i vores grønlandske venskabsby Qaqortoq og set, hvor meget aktivitet der følger med, når et skib fra Royal Arctic Line ankommer. Det handler jo både om at blive indskibningshavn for skibsfragt fra Grønland til hele Europa og om alle forsyningerne den anden.