Rådmand: Der er ikke mystik

Undersøgelse af pårørende skaber forvirring

Aarhus Kommune har netop offentliggjort en undersøgelse, der blandt andet skal give svar på, hvad pårørende mener om at skulle deltage mere i plejen af de ældre borgere i Aarhus.

LÆS OGSÅ: Pårørende vil hjælpe

Som TV 2 | ØSTJYLLAND kunne fortælle i går, giver resultatet af undersøgelsen - som er foretaget af analyseinstuttet Rambøll - ikke et entydigt svar på spørgsmålet om inddragelse af de pårørende.

De pårørende i undersøgelsen bliver bedt om at svare på, om det primært er det offentliges opgave at tage sig af den ældre, samtidig med, at de skal svare på, om det er en fælles opgave at tage sig af den ældre. Begge spørgsmål svarer de pårørende ja til.

Til det svarer rådmand Jette Skive (DF):

- Der er ikke noget mystik i undersøgelsen. De pårørende, der har deltaget i undersøgelsen har svaret på de spørgsmål, de er blevet stillet, siger Jette Skive, som er rådmand for Sundhed og Omsorg.

- Hvis man spørger folk, om de mener, at det primært er en offentlig opgave at drive et plejehjem, vil de fleste sige ja. Hvis man bagefter spørger de samme mennesker, om de selv har et ansvar for deres nære, der bor på plejehjemmet, vil de fleste også sige ja.

Rapporten viser, at 80 procent af de pårørende mener, at det er en fælles opgave mellem kommune og pårørende at passe de ældre i plejeboligerne. Samtidig mener godt 82 procent af de pårørende i høj - eller nogen grad, at det er det offentliges opgave at tage sig af de ældre.

Hvad mener du? Er det rimeligt, at pårørende skal hjælpe mere til med at tage sig af deres nærmeste? Skriv til redaktion@tv2oj.dk