Racisme eller ytringsfrihed?
Højrefløjs-leder i retten i Aarhus
Hvor går grænsen mellem ytringsfrihed og racistiske udtalelser? Det blev dommeren i en sag i Aarhus bedt om at fastslå tirsdag, hvor et tidligere medlem af nazistbevægelsen Dansk Nationalsocialistisk Bevægelse (DNSB) blev fremstillet i retten.
Den 21-årige Daniel Carlsen er tiltalt for brud på straffelovens racismeparagraf på grund af et blogindlæg, der blev bragt på TV2's hjemmeside i 2010.
I blogindlægget kalder han blandt andet indvandringen af afrikanere for landsskadelig, fordi afrikanere ifølge en undersøgelse har en lavere gennemsnits-IQ end danskerne.
"I og med at vi skal leve af vores kloge hoveder i Danmark, så er det et problem, at vi har en dalende gennemsnits-IQ som konsekvens af lav-IQ-indvandring," forsvarede han sig i retten.
Blot en videreformidler
Selv mener Daniel Carlsen, at han blot videreformidler videnskabelig data, og forud for retssagen har han derfor kørt en kampagne under navnet "Sigtet for Sandheden".
Her sammenligner han sig selv med den italienske filosof Galileo Galilei, der blev fængslet i 1600-tallet for sin påstand om, at jorden drejer rundt om solen.
Og da Daniel Carlsen blev kaldt i vidneskranken, smed han sin blazerjakke og blottede en sort t-shirt med to ansigter påtrykt - hans og Galileos.
Klistermærker med hagekors
Ud over blogindlægget er Daniel Carlsen, som i dag står i spidsen for sit eget parti, Danskernes Parti, også tiltalt i en sag om klistermærker med hagekors og teksten "Danmark for danskerne".
Klistermærkerne er blevet hængt op på den indiske restaurant "Indian Curry House" i centrum af Aarhus, og i den sag er en 23-årig mand, der ligeledes tidligere har været medlem af DNSB, også tiltalt.
Der bliver afsagt dom i sagen tirsdag den 24. januar. Hvis de to mænd dømmes, bliver der tale om bødestraf.