Rådmand: Klasseloft er godt - men kan ende med sammenlægninger

Rådmand er glad for nyt klasseloft, men forudser, at det kan skabe opsplitninger af klasser.

Når purunge elever i sensommeren 2023 træder ind af skoledøren med store skoletasker til deres første skoledag, er det under nye forhold sammenlignet med tidligere årgange.

Et flertal i Folketinget har nemlig vedtaget, at der i 0.-2. klasse må være maksimalt 26 elever per klasse.

Tidligere har grænsen på alle klassetrin været 28 elever, men det sættes altså nu ned i børnenes første skoleår.

quote Der skal bruges tid og kræfter på at få en ny klasse til at fungere, til at danne nye relationer og lære nye medarbejdere at kende

Thomas Medom (SF), rådmand, Børn og Unge, Aarhus Kommune

Rådmanden for Børn og Unge i Aarhus Kommune, Thomas Medom (SF), er glad for, at der tilføres flere midler til folkeskolen. Han er også tilfreds med, at der vil komme mere tid til det enkelte barn i de små klasser.

Han mener dog også, at ændringen, selvom den er velment, kan ende med at skabe problemer på skolerne.

- Hvis ikke skolerne får finansiering til at føre klasseloftet op i 3. klasse og videre, kommer de under pres. Så må de enten spare andre steder eller lave klassesammenlægninger, hvis de kan det.

- Jeg synes ikke, det er hensigtsmæssigt, at vi får lavet sådan en automatisk mekanisme, der presser på for endnu flere klassesammenlægninger, siger Thomas Medom (SF).

Hvilke negative konsekvenser kunne der være ved, at klasser bliver lagt sammen?

- Der er masser af gode eksempler på, at klassesammenlægninger er gået godt - det sker også jævnligt i Aarhus.

- Men mekanismen er særligt forstyrrende, der er uheldig. Det er jo en stor forandring for de børn, der måske skal vænne sig til, at en velfungerende klasse bliver brudt op, og skal have en ny klasse til at køre.

- Der skal bruges tid og kræfter på at få en ny klasse til at fungere, til at danne nye relationer og lære nye medarbejdere at kende, siger rådmanden.

Håber på udvidelse

Thomas Medom vil ikke gætte på, hvor ofte det nye klasseloft vil kunne lede til klassesammenlægninger i de aarhusianske folkeskoler, da det afhænger af adskillige faktorer. Herunder hvem og hvor mange der flytter ind og ud af skoledistrikterne i de kommende år.

I stedet håber rådmanden, at klasseloftet bliver udvidet til at komme til at gælde for alle klassetrin. Og han oplever også, at det mål deles af flere partier på Christiansborg.

- Jeg håber, at man bruger tiden i de næste par år til at få ført det her videre på de sidste klassetrin. Hvis man ikke gør det, må vi tage det derfra og finde den bedst mulige vej frem, siger Thomas Medom.

227057-8f403c53.jpeg
227057-8f403c53.jpeg
partibogstav f
Socialistisk Folkeparti Aarhus kommune
Thomas Medom Hansen
Født 21/4/1980 , Rådmand for Børn og Unge