Promenade langs Kystvejen: Planer for Aarhus Ø vedtaget
To store anlægsprojekter realiseres i Aarhus
Onsdag aften på byrådsmødet vedtog politikerne i Aarhus to store anlægsprojekter på Aarhus Ø, den nye bydel på havnen.
Det gælder etablering af Bernhard Jensens Boulevard i fuld udtrækning fra Nørreport til Jette Tikøbs Plads samt etablering af cykelsti, gangsti og kanal fra Nørreport til Træskibs-, Fiskeri og Lystbådehavnen.
Det betyder blandt andet, at der bliver lavet en kanal med promenade langs kystvejen, hvilket ifølge kommunen skal fjerne barrieren mellem by og hav.
- Jeg er glad for, at projekterne sættes i gang nu, så vi kan have de store linjer på plads, når byen som Europæisk Kulturhovedstad byder velkommen til mange gæster i 2017. Havnepladsen i inderhavnen vil blive forbundet med Risskoven via den rekreative forbindelse, så man blandt andet vil kunne cykle sikkert under Nørreportkrydset og dyppe fødderne i vandet ved det nye havnebassin ved Østbanetorvet, siger Kristian Würtz (S), der er rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, i en pressemeddelelse.
Han fortsætter:
- Jeg ser også frem til, at Bernhard Jensens Boulevard udføres med plads til spor for Letbanen, så Aarhus Ø kan blive betjent i Letbanens etape 2. Endelig kan man nu sige, at Aarhus Ø rent faktisk bliver til en ø, når kanalen langs Kystvejen skærer bydelen fri fra fastlandet.
Det store anlægsarbejde vil give gener for trafikanterne, lige som det vil betyde støjgener i området. Planerne for byggeriet tager ifølge kommunen højde for, at eksisterende veje med trafik, erhverv og borgere skal kunne fungere og leve, mens arbejdet står på.