Professor om nye smittetal: Danmark har styr på corona
Vi skal stadig tage epidemien seriøst og huske de gamle råd om afstand og brug af håndsprit, siger professor.
Der er registreret 79 smittetilfælde i Danmark det seneste døgn. Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI) lørdag.
Det er den syvende dag i træk, at der er under 100 nye smittetilfælde i Danmark.
Dermed fortsætter tendensen, hvor antallet af smittede generelt set har været nedadgående sammenlignet med begyndelsen af august.
Læs også
Udenlandsrejser
De seneste smittetal viser, at der er godt styr på coronaepidemien i Danmark, og at der i øjeblikket ikke er noget, der tyder på, at den er på vej op igen.
Det siger ledende overlæge og professor fra Aarhus Universitetshospital Lars Østergaard.
Læs også
Forklaringen på, at smittetallene var højere i starten af august, kan være, at en del har været ude at rejse. Det kan have bragt "lidt mere smitte med sig", siger Lars Østergaard.
- Vi har også set nogle udbrud i eksempelvis Aarhus, som der nu er styr på igen, og hvor smittetallet er vendt tilbage til noget, der minder om det, der er i resten af Danmark.
Læs også
Skal tages seriøst
Til DR siger direktør for Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm, at vi snart går ind i en kold tid, hvor vi er mere indendørs. Derfor er det vigtigt, at "vi tager de gode vaner med og måske også strammer lidt op for at forebygge smitte".
Professor Lars Østergaard mener også, at det, at vi kommer til at være mere sammen indendørs, kan få coronaen til at brede sig.
- Så det er med at tage epidemien seriøst og sikre, at den ikke spreder sig unødigt, siger han.
Det gør man på bedste vis ved at holde afstand, bruge håndsprit, undgå at forsamle sig for mange indendørs og lufte ud med jævne mellemrum, forklarer han.
Ingen nye indlagte
Der er det seneste døgn ikke blevet indlagt nogle nye patienter med coronavirus, hvormed antallet af indlagte ligger stabilt på 21.
Til gengæld er antallet af coronapatienter, der er indlagt på intensivafdeling, steget med to til fire. Alle fire ligger i respirator.
Læs også
Det seneste døgn er der ikke nogen nye dødsfald blandt coronapatienterne.
I alt er 624 personer blevet registreret døde med coronavirus i Danmark, siden pandemien brød ud.