Is-producent i navnedilemma
Overvejer at skifte navn pga. terrorgruppe
Isis? Er det ikke navnet på en muslimsk terrororganisation?.
Det spørgsmål modtog en østjysk is- og slikproducent for nyligt fra en kunde.
Is-producenten Isis, med hovedsæde i Åbyhøj, deler nemlig navn med den terrororganisation, som i øjeblikket står bag blodige kampe i Irak.
De voldsomme uroligheder har nu fået virksomheden til overveje at skifte navn, skriver FødevareWatch:
- Vi har diskuteret det, men vi gør ikke noget i den henseende lige nu. Vi er en dansk fødevarevirksomhed, som selvfølgelig ikke har noget med Mellemøsten at gøre. Vi fremstiller sukkerfrie fødevarer i Danmark, og vi er kun kendt i Danmark, siger direktør Thomas Møberg Nielsen.
Den østjyske Isis er hovedsageligt kendt for at producere fedt- og sukkerfattige produkter som for eksempel is og slik.
Inden der bliver taget stilling til et eventuelt navneskifte, vil virksomheden fortsætte med at holde øje med, hvordan situationen udvikler sig i Irak.
Navnet på terrororganisationen Isis står for Islamic State of Iraq and Syria.