Private skal huse flygtninge
Rådmand Thomas Medom (SF) og Aarhus Kommune skyder nu en kampagne igang der opfordrer private til at huse flygtninge
"Hus en flygtning". Sådan lyder opfordringen og titlen på den kampagne, som Aarhus Kommune nu sætter i værk:
- Vi er simpelthen ude og efterlyse værtsfamilier som gerne vil åbne dørene og have en flygtning eller en flygtningefamilie boende. Jeg tror på, at det kan få integrationen til at lykkes bedre.
Det forklarer rådmand for sociale forhold og beskæftigelse, Thomas Medom (SF).
Kampagnen kommer blandt andet som en reaktion på den store mængde flygtninge, som Aarhus de kommende år skal byde velkommen til:
- Vi får 515 flygtninge i år og 587 næste år. Med familiesammenføring skal man gange det tal med to eller tre. Samtidig er vi voldsomt udfordret af den nye lave integrations-ydelse, som regeringen har gennemført. Den betyder, at der ikke er ledige boliger til det rådighedsbeløb, som flygtningene har.
"Hus en flygtning"-kampagnen bliver trykt i flere lokale aviser og netmedier, og har man mulighed for at byde en flygtning velkommen i sit hjem, får man økonomisk støtte og tolkehjælp.
Du kan høre rådmand Thomas Medom fortælle mere om initiativet i videoen øverst.