Populær burgerkæde åbner snart: Gratis burgere hele dagen
Tommi’s Burger Joint indtager Aarhus med manér, når der er åbning den 21. juni
Burgerbarerne skyder op overalt i Aarhus, og nu får de eksisterende snart konkurrence fra en ny spiller på markedet, der har succes i blandt andet Berlin og København.
Det er den islandske kæde Tommi’s Burger Joint, der åbner på Jægergårdsgade i Aarhus. Åbningsdagen er nu fastlagt, og det bliver den 21. juni.
- På selve åbningsdagen giver vi gratis burgere, pomfritter og sodavand. Vi håber at slå vores rekord, som er at vi uddelte 1.350 gratis menuer, siger Linda Brandstrup Knudsen, der er manager for burgerbaren, til tv2oj.dk.
Læs også: Burgerkrig i Aarhus på vej
På åbningsdagen er der åbent fra 10.00 til 22.00.
The Burger Shack, Murphy’s Burger Joint, WeDoBurgers og Grillen er blot nogle af de burgersteder, der kæmper om aarhusianernes gunst i øjeblikket. Men den store konkurrence på markedet skræmmer ikke hos Tommi’s Burger Joint, der ikke tror, at markedet er mættet.
- Vi synes, det er fedt at være en del af. Vi kan godt lide konkurrence, men vi har selvfølgelig stor tiltro til vores produkt, siger Linda Brandstrup Knudsen.