Politirazzia ved østjyske skoler: 150 kørte for stærkt
I denne uge og næste uge gennemfører Østjyllands Politi målrettede indsatser ved skoler
Sommerferien er slut for mange børn og deres forældre. Skolen kalder igen, og det betyder også små bløde trafikanter, der ikke er vant til at færdes i trafikken.
Over hele landet laver politiet derfor færdselskontrol ved folkeskoler i denne og næste uge.
Læs også
Således også ved Mårslet Skole syd for Aarhus.
- Vi er i gang med en landsdækkende kampagne i forhold til at optimere trafiksikkerheden omkring skolestart især, siger Allan Nielsen, der er politikommissær hos Østjyllands Politi.
Handler om synlighed
Ved skolerne holder politiet blandt andet øje med, om bilerne overholder hastighedsbegrænsningerne, om bilerne respekterer skolepatruljerne og om fører og børn er spændt fast.
- Det går ganske fint, synes jeg. Vi har fået kontakt til en del borgere allerede. Det handler ikke kun om at skrive bøder ud. Det handler lige så meget om at være synlige, siger Allan Nielsen ved dagens kontrol i Mårslet.
150 hastighedsovertrædelser
I løbet af de første tre dage i uge 33, har Østjyllands Politi været ude på 49 skoler.
Her er der konstateret 150 hastighedsoverskridelser.
Læs også
- Det er alt for mange. Så der er plads til forbedringer. Men ellers synes jeg faktisk, at forældrene gør det rigtig godt i forhold til at spænde børn fast og i forhold til at respektere skolepatruljer. Der har vi ikke ret mange sager, siger Allan Nielsen.