Politiker stopper som direktør i ejendomsfirma

Tidligere rådmand stopper som direktør for ejendomsudvikler.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Arkivbillede.

Bünyamin Simsek stopper som direktør i 1927 Estate.

Det bekræfter han over for TV2 Østjylland.

Bünyamin Simsek, der er byrådsmedlem for Venstre og tidligere rådmand for teknik og miljø i Aarhus Kommune, forklarer, at han selv har valgt at fratræde stillingen.

- 1927 Estate befinder sig i en fase og proces, hvor jeg ikke kan se et formål med at fortsætte som CEO (administrerende direktør, red.), og jeg har derfor sagt min stilling op og aftalt fratrædelse med ejerkredsen pr. 15.09.24, udtaler han i en kommentar, TV2 Østjylland har modtaget på skrift.

Han begyndte først som COO (chief operating officer) i 2022 og blev senere CEO (chief executive officer) halvandet år senere.

Firmaet kom i vælten, da en partner fra virksomheden blev fanget på skjult kamera i dokumentaren 'Den sorte svane' på TV 2 tidligere i år.

Martin Thingstrup Odgaard var indtil for nylig partner i 1927 Estate. I 'Den sorte svane' fortæller han om, hvordan giftig jord er blevet dumpet ulovligt. / Foto: TV 2

Her luftede Martin Thingstrup Odgaard tilsyneladende en masse fiduser, han havde brugt for blandt andet at komme af med forurenet jord fra byggeprojekter. De beskrevne hændelser skulle være sket inden Bünyamin Simseks tid i direktørstolen.

Partneren afviste senere, at hans udtalelser var sande.

Episoden førte til, at 1927 Estate mistede en stor kontrakt med DSB om at udvikle arealerne omkring banelegemet i det centrale Aarhus.

Bünyamin Simsek er fortsat byrådsmedlem, men han søger nu efter et nyt arbejde.

- Jeg ønsker at bruge min viden, erfaring og kompetencer på nye udfordringer, og er glad for at ejerkredsen er enige med mig, skriver han.

Bünyamin Simsek oplyser, at han ikke har yderligere kommentarer.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her