Politiet ved ikke, hvad der skete
Fransk politi efterforsker fortsat 19-årigs død
Den 19-årige gymnasieelev fra Østjylland, der natten til torsdag døde i en faldulykke under en skiferie i Frankrig, var kraftigt påvirket af alkohol, da tragedien indtraf.
Ifølge avisen Le Dauphiné Libéré havde den 19-årige været på natklub samme aften og var stærkt beruset, da han faldt fra en altan på femte sal i en seks-etagers bygning og landede 15 meter længere nede.
- Vi har rekonstrueret hans gøren og laden efter klokken 17 den pågældende eftermiddag, oplyser Pierre Mathieu, viceanklager i området, til avisen.
Her har man fortsat ikke helt styr på, hvad der helt nøjagtigt er sket i sekunderne før faldet, men det arbejder politiet fortsat på at klarlægge.
Flyder med stoffer og alkohol
Fredag fortalte en pige, som var med på gymnasieskiferien, til dagbladet B.T., at det franske skisportssted Risoul flyder med stoffer og alkohol. Hun har ifølge avisen flere gange forsøgt at stoppe unge mennesker, der har hoppet fra altan til altan.
Efter dødsulykken meldte det franske politi ud, at ingen af de 168 andre elever fra Egaa Gymnasium fik lov til at rejse hjem, før man havde det fulde overblik over dødsårsagen.
Direktør i Danski, Anders Højlund, kunne dog fredag til Ritzau oplyse, at politiet afsluttede deres efterforskning torsdag aften.
Inden afrejsen hjemad modtog flere elever krisehjælp fra tre krisepsykologer, der blev kørt til Risoul i Frankrig for at hjælpe.
Fredag havde 200 elever modtaget krisehjælp. Flere af dem kommer fra andre danske gymnasier end det, den afdøde gik på.