Politiet undersøger stadig konflikt i visitations-område
Østjyllands Politi forlænger ikke visitationszonerne i Viby og Højbjerg, men har stadig et vågent øje på områderne
Natten til søndag udløber de visitationszoner, der for knap 14 dage siden blev oprettet i Viby og Højbjerg.
Ifølge Østjyllands Politi har de virket efter hensigten, men det betyder ikke, at området ikke stadig får særligt opmærksomhed.
- Vi har stadig en øget tilstedeværelse i områderne, og vi har daglige patruljeringer. Det vil vi fortsætte med. Hvis der skulle ske sammenstød i området igen, vil vi ikke tøve med at genindføre visitationszonerne, siger politiinspektør Carit Andersen til tv2oj.dk.
Læs også
De grupperinger, der tidligere har stødt sammen i området, er heller ikke blevet gode venner lige med et snuptag.
- Vores skøn er, at der er en uforløst overensstemmelse konflikt imellem de grupperinger, og det prøver vi stadig at få klarhed over, siger Carit Andersen.
Den 7. september blev der affyret tre skud med en gaspistol i området, og der har også været et knivstikkeri i det centrale Aarhus, som trods den geografiske forskel efterforskes som en del af grupperingernes konflikt. Udover det har der været endnu et knivstikkeri tættere på visitationszonernes område.
- Vi har en mistanke om, at situationen omkring knivstikkerierne involverede personer, der har relation til de her grupperinger, og det efterforsker vi selvfølgelig. Der har været nogle voldssager udenfor området, og det skal vi efterforske og gøre noget ved, siger Carit Andersen.
Læs også
Læs også
En 23-årig mand blev varetægtsfængslet i fire uger efter knivstikkeriet i det centrale Aarhus, der fandt sted klokken 04.00 natten til den 4. september. Det skete på Harald Skovbys Gade, en kort gade der ligger lige ned til Åboulevarden i Aarhus.