Politiet søger vidner: Blødende mand vil ikke tale om overfald
Østjyllands Politi søger vidner til det, der kan have været et overfald. Problemet er, at offeret ikke vil fortælle, hvad der er sket.
OPDATERING
Artiklen er opdateret med nye oplysninger fra politiet. Tidligere fremgik det, at man ikke kunne huske noget om overfaldet, men der er tale om, at han ikke ønsker at bidrage til politiets efterforskning.
Politiet arbejdede mandag aften i et område omkring Holmstrupgårdsvej og Edwin Rahrs Vej i det vestlige Aarhus efter en 24-årig mand havde henvendt sig på skadestuen på Aarhus Universitetshospital.
Manden var kort forinden blevet samlet op på Holmstrupgårdsvej af en 25-årig mand, der tilfældigvis var kommet kørende forbi manden, der stod med blod i ansigtet.
Den 24-årige blev kørt til skadestuen, hvor han blev undersøgt for hovedskader, der muligvis kan stamme fra et overfald.
Læs også
De nærmere omstændigheder, omkring hvordan manden har fået sine skader, er fortsat uklare. Østjyllands Politi fortæller, at manden ikke har ønsket at bidrage til efterforskningen af det angivelige overfald mod ham.
De oplyser videre, at manden er kendt fra det kriminelle miljø i Aarhus. Politiet vurderer dog ikke, at det angivelige overfald er en del af den verserende bandekonflikt det vestlige Aarhus.
Læs også
Politiet sendte mandag aften patruljer til området Holmstrupgårdsvej og Edwin Rahrs Vej for at lede efter spor, men der blev ikke fundet noget, der kan forbindes med et overfald.
Derfor leder Østjyllands Politi efter vidner, der kan have set noget i området. Politiet kan kontaktes på telefon 114.
Det 24-årige offer har det efter omstændighederne okay, oplyser Jannie Lundager, Østjyllands Politi.