Politiet ser nærmere på udtalelser
Østjyllands Politi oplyser, at det vil undersøge, om der er sagt noget strafbart i sagen fra Grimhøjmoskeen i Aarhus
Østjyllands Politi vil nu undersøge, om der bliver sagt noget strafbart i de optagelser, som TV 2 bringer fra moskeen på Grimhøjvej i Aarhus.
EKSTRA: SE VIDEOOPTAGELSERNE FRA MOSKEEN PÅ TV2.DK
Det oplyser Østjyllands Politi, efter at TV 2-optagelser fra Grimhøjmoskéen viser, at en imam fra moskéen underviser i, hvad der, ifølge imamen, bør føre til pisk og stening.
Til TV 2 | ØSTJYLLAND oplyser kommunikationskonsulent ved Østjyllands Politi Janni Lundager søndag aften, at der nu skal foretages en juridisk vurdering i sagen, men at politiet ikke kan kommentere den yderligere før mandag.
I optagelserne fra TV 2 hører man blandt andet imam Abu Bilal forklare, at ægteskabsbrud skal straffes med døden.
EKSTRA: SE VIDEOOPTAGELSERNE FRA MOSKEEN PÅ TV2.DK
Optagelserne stammer fra TV 2's dokumentar "Moskeerne bag sløret", som endnu ikke er vist på tv. I dokumentaren er der udsendt to såkaldte muldvarpe, der har lavet skjulte optagelser i Grimhøjmoskeen.