Politiet ophæver visitationszoner i Viby
Visitationszonerne i Højbjerg og Viby bliver ikke forlænget, når de udløber natten til søndag
Det skete under stor mediebevågenhed, da Østjyllands Politi oprettede en 14-dages visitationszone i områder i Højbjerg og i Viby.
De udløber natten til søndag, og de bliver ikke forlænget i første omgang.
- Oprettelsen af visitationszonerne var et præventivt tiltag, hvor formålet var at få skabt tryghed for beboerne i områderne. Det, synes vi, er lykkedes, idet de unge kun er blevet truffet i mindre omfang, og derfor kan vi, for nuværende, ikke se nogen grund til at opretholde visitationszonerne, siger politiinspektør Carit Andersen i en pressemeddelelse.
Læs også
Politiet kan fortsat foretage visitationer, men det kræver nu en begrundet mistanke. I en visitationszone må politiet visitere folk uden at have en mistanke om, at de er i besiddelse af ulovlige effekter eller andet.
- Vi vil også fortsat være til stede i områderne som en del af vores daglige patruljering, og skulle det vise sig nødvendigt, så vil vi ikke tøve med at genindføre visitationszonerne, siger Carit Andersen.
I løbet af perioden har Østjyllands Politi indtil videre foretaget 20 visitationer, heraf de 18 af dem i Rosenhøj-området i Viby og de to af dem i Rundhøj i Højbjerg.
Det resulterede i to sigtelser for overtrædelse af våbenloven, da der blev fundet henholdsvis en peberspray og et knojern i to tilfælde.