Politiet: Få unge bag bus-ballade
Ifølge politiet var det en 5-6 unge, der var årsag til bøvl i en bus på vej til Prag
Mandag har en buschauffør fortalt om sine oplevelser med at køre unge primært fra Langkær Gymnasium i Tilst ved Aarhus til Prag i Tjekkiet i weekenden.
Buschaufføren fortalte, hvordan nogle røg hash og cigaretter i bussen, ligesom bussen blev svinet til med affald, og chaufføren blev truet.
Inden bussen havde forladt Danmark, blev politiet tilkaldt, men ingen erkendte at have røget hash i bussen, som derfor måtte køre videre mod Prag med passagererne.
- Det er kun et fåtal at passagererne, der har været et problem, og det drejer sig måske om 5-6 stykker, der ikke kunne finde ud af at køre i bus med andre, siger politiassistent Jesper Poulsen fra Østjyllands Politi, som netop nu er i Prag.
Det er han, fordi tjekkisk politi igen i år har bedt kollegaerne i Danmark om at sende et par betjente til Prag for at hjælpe med at holde styr på de danske unge, som holder vinterferie i den tjekkiske hovedstad.
- Vi fik en henvendelse fra nogle af de andre i bussen, som godt kunne finde ud af at opføre sig ordentligt, der fortalte, hvad der var sket på vejen og var trætte af det, og at busturen var blevet forlænget i et par timer, da politiet havde været ved bussen for at finde ud af, hvem der havde røget hash, siger Jesper Poulsen.