Politiet er på jagt efter Rema 1000-røver
Ukendt gerningsmand begik væbnet røveri mod supermarked i Tranbjerg.
26. jan 2022, kl. 11:44
Mere end 30 dage gammel
Politiet er lige nu til stede i Tranbjerg, hvor det leder efter en yngre mand, som onsdag formiddag har begået væbnet røveri i Rema 1000 på Kirketorvet.
Det bekræfter kommunikationsmedarbejder Janni Lundager, Østjyllands Politi, over for TV2 ØSTJYLLAND.
- Vi fik anmeldelsen klokken 10.17. En mand har med en kniv truet sig til et ukendt kontantbeløb og er stukket af, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Manden beskrives af vidner som først i 20'erne, han har mørkt tøj på, en sort jakke, sort mundbind og sorte arbejdshandsker.
- Ham er vi ude at lede efter i lokalområdet, siger Janni Lundager.
Har man oplysninger i sagen, kan man kontakte politiet på 114.