Politiet efter færdselskontrol: Et beskæmmende resultat
Der er en tendens til en alternativ færdselslov i området omkring Aarhus Vest, fortæller Østjyllands Politi efter travl kontrolaften
I fredags patruljerede Østjyllands Politi i Aarhus Vest, hvor en såkaldt mobil indsats var i området fra sen eftermiddag og nogle timer frem.
Her kørte et antal patruljer, som politiet ikke vil oplyse mængden af, rundt og stoppede trafiksyndere.
- Resultatet er som forventet. Det er de erfaringer, vi tidligere har gjort os, når vi tidligere har haft kontroller i området. Det er lidt beskæmmende, at vi næsten henter det samme provenu hver gang, vi kører derud, siger politikommissær i færdselsafdelingen Amrik Chadha til tv2oj.dk.
Faktisk adskiller den trafikale situation i Aarhus Vest sig noget fra normen og reglerne i trafikken i øvrigt, siger politikommissæren.
- Der er en tendens til en alternativ færdselslov i området, siger Amrik Chadha.
Her er de ti veje med flest fartbøller
Politiets mobile indsats gav fire hastighedssager, to ulovlige overhalinger, fem uden sele, to der talte i mobil under kørslen, en der kørte over for rødt, en uden forsikring og en, der brugte en stjålet nummerplade.
Sidst men ikke mindst var der en enkelt overtrædelse af straffeloven, da en person lavede en hasarderet overhaling, og kørte mod Viby med 114 kilometer i timen, hvor man måtte køre 70 kilometer i timen.
Da han til sidst blev stoppet, påstod manden, at han havde glemt sit kørekort, og han fremviste i stedet et sygesikringsbevis. Den hoppede betjenten ikke på - og sygesikringsbeviset viste sig at tilhøre mandens bror, da fartsynderen selv havde fået frakendt kørekortet.
- Det er ret alvorligt, når man giver sig ud for at være en anden. Man risikerer, at en anden bliver sigtet og tiltalt for ens egen ugerning, siger Amrik Chadha.